Flere nyheder

 
Teater
Stadig aktuel efter 30 år

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Stadig aktuel efter 30 år
Man. 13. apr. 2015


(Foto: Mingo Photo)

Der er god energi og en tæt pakket teatersal, når New York City's High School of Performing Arts får nyt liv på scenen i kongrescentret i Herning.

I fredags var der i Herning premiere på en nyoversat og revideret udgave af musicalen Fame, baseret på den berømte film og serie fra 1980'erne. En udgave tilsat nyere dans og i en mere moderne ramme, men stadig med den samme universelle fortælling om de håbefulde unge, der drømmer om berømmelse. En historie, der i dagens Danmark er lige så aktuel som for 30 år siden med de mange forskellige talentshows og x-faktor-berømmelser.

Det er fortælling om Serena, der jagter sin kærlighed Nick. Om den unge talentfulde immigrant Jack, der udfordres bogligt, men også møder kærligheden i ballerinaen Iris. Om spøgfuglen Joe, der har hovedet fuldt af tant og fjas, og Carmen, der vil gør alt for at blive berømt... og alle de mange andre talentfulde og håbefulde unge på akademiet i New York.

Det er 34. gang, at MCH-produktionen stiller op med en musical. Det er en blanding af kun relativt få erfarne skuespillere samt en stor mængde unge talenter, der sammen udgør teamet bag den store satsning med 32 medvirkende. Selvom det til en musical altid er en udfordring at finde de rigtige medvirkende, der evner både sang, dans og skuespil, så er det lykkedes ganske godt. Der er selvfølgelig altid lidt skønhedsfejl og nogle enkelte roller, der kunne være castet bedre, men alt i alt en ganske solid præstation leveret af det store hold bag forestillingen.

Forestillingen er næsten revideret så meget, at der kun er meget lidt benvarmere og hårbånd tilbage - lidt for lidt for den nostalgiske tilskuer. Til gengæld er der både stomp og gospel med, hvilket måske virker en smule for påtaget. Slutscenen fremstår dog ganske forrygende, selvom det tenderer en gospelkoncert.

Der spilles i MCH Kongrescenter frem til d. 30. april. I alt 15 forestillinger, hvor der allerede er solgt 12.000 billetter. En oplevelse, der helt klart giver god grund til at lægge turen forbi det midtjyske. 5 store stjerner fra denne anmelder til Fame - The Musical.

Fame - the musical
MCH Herning Kongrescenter

Se spilleplan

Instruktør: Kim Harris
Koreografi: Susanne Nielsen og Liv Aagaard Nielsen
Kapelmester & dansk oversættelse: Rasmus Steenberg
Oprindeligt af David De Silva