(Foto: Camera Film)
"Timbuktu" er Abderrahmane Sissakos Gulpalme- og Oscarnominerede værk baseret på virkelige begivenheder i Timbuktu, Mali. Filmen viser, hvordan en lille by er faldet i hænderne på religiøse ekstremister. Tematikken er højaktuel, og Sissako præsenterer den med lige dele eksotisme og barskhed.
I 2012 blev et ungt par brutalt stenet af islamister i byen Aguelhok i det nordlige Mali. Deres "forbrydelse" var, at de ikke var gift og derfor begik en alvorlig forbrydelse mod Guds lov. Begivenheden tiltrak opmærksomhed fra medier over hele verden, hvorefter den mauretanske instruktør Abderrahmane Sissako besluttede sig for at lave en film om det. Således handler Timbuktu om denne og andre forfærdelige historier relateret til muslimsk fundamentalisme i Mali.
Selvom der foregår mange mindre historier i Timbuktu, kan hovedhistorien i filmen siges at være den om Kidane. Kidane lever et stille og roligt liv med sin kone Satima, sin datter Toya og hyrdedrengen Issam i sandklitterne uden for Timbuktu. Området, og især byen, lider under et rædselsregime pålagt af jihadister, der har forbudt musik, grin, rygning og endda det at spille fodbold. Kvinderne er blevet påduttet at gå med tørklæder og siden med handsker og sokker i 35 graders varme. Hver dag iværksætter islamisterne interimistiske domme, der er lige så absurde, som de er tragiske. Men kaosset i Timbuktu har ikke for alvor påvirket Kidane, før han en dag dræber fiskeren Amadou ved et uheld. Kidane må nu straffes efter de love, der er pålagt af udefrakommende ubarmhjertige besættere.
I en tid hvor medier og brugere af de sociale medier skriger, at ytringsfriheden er truet, viser Abderrahmane Sissako mod til at fordømme reelle og tragiske begivenheder. I Timbuktu skildrer instruktøren sin kritik af de barbarier, der udføres af en gruppe religiøse radikale, der spreder terror og død baseret på love, de selv har formuleret, men volden i filmværket vises ikke altid med overdrevne effekter, hvilket gør filmen mere tankevækkende end dramatisk overdrevet.
Sissakos films billedside er særdeles poleret, og det smukke landskab skaber en palet af fantastiske farver, hvori de bløde farvetoner af ørkenen dominerer. Begivenhederne i Timbuktu er således mere alvorlige, end hvad deres billeder afslører. Undertegnede kan godt se ideen i at præsentere en smuk billedside i kontrast til en barsk fortælling. Men problemet med dette er, at det flytter fokus fra alvoren, da man ofte fokuserer længe på, hvor ekstremt rene ørkenboerne er, til trods for at de lever imellem støv og sand og arbejder med dyr og jord.
Filmen stiller interessante paradokser op og viser også jihadisternes egen tvivl om deres gøren. De pisker folk for at spille fodbold, men samtidig sidder de selv og fører passionerede samtaler om Barcelona og Real Madrid. Ligeledes fordømmer de utroskab og des lignende, men en af historierne i filmen er den om soldaten Abdelkerim, der både ryger og er forelsket i Kidanes kone.
Jeg må nok indrømme, at jeg har det lidt svært med Timbuktu. Dette er mest fordi, der er lidt for meget 1001 nats eventyr over kinematografien, hvilket gør at tematikkens alvor ikke skinner helt igennem. Men på den anden side, så er netop filmens dramatiske underspillethed og mangel på chokerende afbildninger det, der gør den så tankevækkende, da man ikke bliver abstraheret af at skulle forholde sig til ubehagelige billeder. Det gør, at man forstår det enkelte menneskes frustration over ikke bare at kunne leve i fred, og derved begriber man fortvivlelsen, som den islamiske fundamentalisme bringer med sig.
Timbuktu er en mådeholden fortælling om noget, der i virkeligheden er det stik modsatte. Filmen undgår at være en lang sensationalistisk nyhedsreportage i "os" og "dem"-debatten, og bringer en følelse af sandfærdighed med sig, for terroren handler ikke kun om fysisk vold, men også om volden mod at have lov til bare at være menneske.
TIMBUKTU
Se spilletider
Se filminfo
