(Foto: Foxfilm)
Thomas Vinterbergs filmatisering af Thomas Hardys romanklassiker "Far from the Madding Crowd" er hans tredje film på udenlandsk grund. Tredje gang bliver desværre ikke lykkens gang for Vinterberg, der på trods af gode intentioner og skuespillere ikke rigtig formår at forløse fortællingens dramatiske potentiale.
Far from the Madding Crowd er en film af den sjældne støbning, som det falder nærværende anmelder særdeles svært at udtrykke sin ærlige mening om uden straks at spørge, om man nu er blevet en del af den "evigt sure anmelder"- kategori? Det kan nemlig være svært at sætte en finger på, hvad der egentlig er problemet med Far from the Maddening Crowd. Hvad det er, der blokerer denne anmelder fra begejstret at udskrive de mange stjerner og i stedet gå i stå og stoppe ved fire? Det er i en sådan situation, at man unægtelig må vende blikket indad og spørge "Er det mig, der er blevet sur og elitær, eller er det filmens problemer, der lader den ønskede begejstring vente på sig?". Efter en god mængde betænkningstid er jeg landet på den sidste mulighed og føler argumenterne tilpas velfunderede til at kunne udelukke den første - om alle vil erklære sig enige i denne konklusion, kan jeg ikke love, men nu tilbage til filmen.
Far from the Madding Crowd er fortællingen om den uafhængige og viljestærke kvinde Bathsheba Everdene (Carey Mulligan), der i 1870'ernes England omsværmes af hele tre meget forskellige bejlere - Gabriel Oak (Matthias Schoenaerts), en pålidelig fåreavler, den følsomme rigmand William Boldwood (Michael Sheen) og den spontane, unge sergent Frank Troy (Tom Sturridge).
I spidsen for fortolkningen af det berømte drama står danske Thomas Vinterberg, og omkring ham ses lidt af en stjernebesætning, ikke blot foran men også bagved kameraet. Golden Globe- og oscarvindere ligefrem flokkes om de forskellige poster, hvilket kan mærkes på slutproduktet, der emmer langt mere af Hollywoodglamour end af typisk dansk filmproduktion. Den tekniske side af filmen byder på velsmurt storfilmsæstetik, som på alle måder fremhæver det faktum, at Far from the Madding Crowd er noget så atypisk, i vores moderne tid, som et højtsvungent romantisk drama. Der er ikke sparet på de dybe suk bag korsetindsnørede barme, sagte brusen af violiner eller blødt lys, der kastes over enge og stolte engelske egetræer.
At Vinterberg insisterer på at gribe fortællingen, hvor den er, frem for at iscenesætte den i London anno 2015 eller bade den i tidens hotteste pophits, er et ganske forfriskende valg, særligt når filmens temaer om kærlighed og partnervalg ikke behøver nutidig oversættelse. Når Far from the Madding Crowd så alligevel føles en smule bedaget og ærlig talt lidt uvedkommende, skyldes det ikke den gammeldags iscenesættelse, men det faktum at filmens følelsesmæssige drama ikke for alvor får lov til at udfolde sig. Et romantisk drama kræver store følelser, særligt hos publikum, og her når Far from the Madding Crowd ganske enkelt ikke ud over rampen.
Filmen har ellers et stærkt kort på hånden i form af Carey Mulligan i rollen som den livskraftige Bathsheba Everdene. Mulligan tilfører karakteren en styrke blandet med en ubekymret charme, som gør det let at tro på bejlernes stærke fascination af hende. Det er derimod hendes følelser for dem, det kniber for filmen at formidle. Bedst går det i scenerne, hvor den romantisk uerfarne Bethsheba ofrer fornuften på begærets alter og lader sig forføre af den selvsikre Frank Troy. Bethshebas tvivl og ungpige-sitrende længsel kan virkelig fornemmes her, hvilket tilfører scenerne det liv og den drivkraft, som resten af filmen desværre har for lidt af.
Særligt i filmens tredje akt taber den pusten, og optrapningen af konflikten ender forhastet og mærkeligt underspillet. Herved forholdes publikum muligheden for at føle det store drama og den efterfølgende forløsning, som en fortælling som denne desperat står og råber på.
FAR FROM THE MADDING CROWD
Se spilletider
Se filminfo
