(Foto: Scanbox)
Fifty Shades of Grey...for mænd. Nej vel?
Der vil altid være opportunister i Hollywood, særligt i kølvandet på succesfulde film med en særlig tematik. Husmorpornofilmen Fifty Shades of Grey blev, ikke helt overraskende, lidt af en blockbuster. Hvorfor ikke lave en lignende type film til mænd, bare med lidt mere mystik og kant? Eller rettere: hvorfor?
De fire midaldrende venner Vincent, Chris, Luke og Philip har fundet løsningen på deres hemmelige, seksuelle sider i en fælles penthouselejlighed, hvor alskens perversiteter og drømme kan udleves. Skyggerne i det lille sexparadis kommer dog for alvor til syne, da en ukendt kvinde findes død i lejligheden. Det udløser mistænksomhed og paranoia vennerne imellem, for hvem har gjort det?
Idéen er som sådan egentlig fin nok ud fra præmissen om det forbudte og de konsekvenser, der kan vise sig, når skeletterne ikke længere kan være i skabet. Skuespillerbesætningen bør også lægge et vist niveau med navne som James Marsden, Wentworth Miller, Karl Urban og Matthias Schoenaerts, som i øvrigt spillede med i den originale belgiske udgave fra 2008.
Faktisk blev den også genindspillet i Holland i 2010, så lidt har The Loft været omkring. Den amerikanske udgave lukker nok for velviljen til flere genindspilninger.
Trods blød porno, og et som udgangspunkt intenst drama, er The Loft ikke det sprudlende bekendtskab, den gerne vil være. Filmen er simpelthen for forudsigelig, og karakterne er ligegyldige, grænsende til det kedsommelige. Dramaet mellem vennerne fungerer ikke, selvom det forsøges at blive spædet op af diverse besøg af deres femme fatale-veninder. Indlevelsen udebliver ganske enkelt.
Rammerne for en interessant film er absolut til stede, også uden at der skulle være kørt plat på at trække en Fifty Shades of Grey-klon ud af en film, der kan meget mere end det. Desværre ender The Loft som en af de der forglemmelige film, der sagtens kunne have mere på hjerte og dermed fungere langt bedre.
THE LOFT
