Flere nyheder

 
Film
Blade Runner - The Final Cut

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Blade Runner - The Final Cut
Tor. 7. maj 2015


(Foto: Warner)

Ridley Scotts "Blade Runner" er en amerikansk, dystopisk neo-noir science fiction-film fra 1982 med Harrison Ford i hovedrollen. Filmen har været udsat for forskellige makeovers, og nu kan fans nyde Ridley Scotts 2007-version "Blade Runner: The Final Cut" i ny remastered digitaliseret version.

Los Angeles, 2019. Den magtfulde Tyrell Corporation står for de store fremskridt inden for genteknologi og har lavet en superrobot kaldet Nexus 6. Denne type robotter er næsten identiske med mennesket, men overlegene i styrke og smidighed. Robotterne, som bliver kaldt for replikanter, arbejder som slaver i menneskekolonierne uden for Jorden. Og efter et blodigt oprør i en af kolonierne er nogle af Nexus-6'erne, ledet af Roy Batty (Rutger Hauer), kommet til Jorden for at kræve forlængelse af deres korte levetid på kun 4 år. Blade Runneren Rick Deckard (mesterligt spillet af Harrison Ford) sættes på den vanskellige opgave at bekæmpe de fysisk overlegne robotter og "pensionere" (dræbe) dem. Filmen er baseret på Philip K Dicks roman Do Androids Dream of Electric Sheep? (1968).

Blade Runner: The Final Cut byder på en digitaliseret version af scifi-klassikeren fra 1982. Fremtidens dystopiske Los Angeles 2019, som ikke længere synes så langt væk, er fyldt med neonreklamer med cigaretrygende geishaer og tykke kloakdampe. Biler kan køre på jord og i luften, byen er mørk og grum, og en evig deprimerende regn falder over den. Ridley Scotts film byder på en mise-en-scene, der lige siden Fritz Langs Metropolis (1927) er blevet arketypisk for science fiction-filmene.

Fans af Blade Runner vil være lykkelige over at gense kultklassikeren, mens nytilkomne tilskuere vil kunne nyde fremhævelsen af den allerede upåklagelige kvalitet, som filmen havde i 1982. De oprindelige optagelser er blevet renset, og frem er der kommet detaljer (f.eks. kan stjernerne ses tydeligt elevator-scenen, irisglansen kan ses i replikanternes øjne), som ikke har kunnet værdsættes i director's cut-versionen fra 1992.

Ridley Scott anses for at være en af science fiction-filmens største instruktører: Han har en kæmpe forståelse og fantasi ift. den verden, han skaber. Med film som Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968) og George Lucas' Star Wars (første film fra 1977) har Scott haft et godt baggrundsmateriale i genren at bygge videre på. Men Scott har også sat sit helt personlige præg på genren, for hans scifi-verdener er noget mere mørke og uhyggelige, end de førnævnte instruktørers, hvilket er eksemplificeret i Alien-filmene, hvor den trykkende, dystopiske atmosfære flettes sammen med Scotts lyriske sans for tragedie.

Scifi-genren kan for nogle synes overfladisk og nørdet. Men genren er ikke kun til for at underholde, for der er en stor menneskellig dybde i film som Blade Runner, der sammen med hæsblæsende action også tør stille de store eksistentielle og identitetsmæssige spørgsmål. Eksempelvis Deckards samling af fotografier af hans forfædre, der skal minde ham om, at han er et menneske og ikke en replikant, replikanternes manglende evne til at udvikle empatiske følelser og hele det aspekt af iscenesættelse af et væsen, der ikke kender sin sande identitet.

Scotts Blade Runner er en skelsættende film, hvis vision har påvirket science fiction-film lige siden. Universet, præget af både teknologiske vidundere og frygtelig elendighed, viser Scotts uendelige forestillingsevne. Filmens historie glider gnidningsfrit derudaf, hvilket samtidigt vidner om en mesterlig fortællingsform. Og sidst men ikke mindst, så har Ridley Scott givet os nogle af de værste monstre fra det ydre rum: Rumvæsnet i Alien og Roy Batty i Blade Runner. Denne sidste tager i bedste firserstil sit tøj af for at tage den endelige kamp mod Deckard!

Blade Runner: The Final Cut er uden tvivl den bedste version af filmen, som man kan glæde sig til at (gen)se. Ridley Scott har perfektioneret sit værk, hvilket har resulteret i en mørkere version af den originale, men også i en mere medrivende og ægte film, der også let kan ses af ikke-scifi-fans.

BLADE RUNNER - THE FINAL CUT
Se spilletider
Se filminfo