(Foto: Paradisbio)
Ken Loachs biografaktuelle "Jimmy's Hall" er inspireret af den virkelige Jimmy Gralton og hans kamp for at give Leitrim, Irland, en dansehal, hvor beboerne kunne frigøre sig fra hverdagens bekymringer. Filmen er intet mesterværk, men en hjertevarm fortælling om, hvordan naboer står sammen i kampen mod den intolerante katolske kirke.
Jimmy's Hall foregår i 1930'ernes Irland, der er ramt af dyb økonomisk krise. Jimmy Gralton beslutter sig for at vende tilbage til sit hjemland efter at have boet i New York i 10 år. Gralton er politisk aktivist, men har planer om at slå sig ned i Leitrim, dyrke jorden, passe på sin mor og leve et fredeligt liv. Men lige så snart byens unge hører om hans hjemkomst, trygler de ham om at genåbne en dansehal, der har været lukket siden hans afrejse. Hallen er nemlig det eneste håb, de unge har om et fristed, hvor de kan debattere, dyrke sport, synge, danse og more sig. Inden længe begynder den lokale religionsmagt at føle sig truet af hallens socialistiske frie tanker, og en lokal præst indleder et korstog mod Gralton, hans følgere og hallen.
Rollebesætningen i filmen er imponerende og viser Loachs tiltrækningskraft som en instruktør, alle gerne vil arbejde med, og stjernecastet er nærmest uendeligt: Barry Ward spiller den kække Jimmy Gralton, Francis Magee hans ven Mossie, Aileen Henry Jimmys søde, lille tykke mor, Simone Kirby er Graltons livskærlighed Oonagh, Andrew Scott aka Sherlocks Moriarty spiller Father Seamus, og ikke mindst Jim Norton, som giver liv til Graltons ærkefjende, Father Sheridan. Sammen giver de liv til græsbakkerne i County Leitrim, Irland.
Jimmy's Hall er indspillet i selve County Leitrim, som den også foregår i. Og hallen er ikke et studie, men en rigtig hal, der blev bygget for at tilføre filmen realisme. Ud over de virkelige settings, spiller musikkerne i filmen live under optagelserne. Realismen er ikke en ukendt dimension i Ken Loachs film, og instruktøren er kendt som en af de store britiske filmskabere inden for socialrealismen. Og det er netop elementet af ægtehed, der er filmens stærkeste side.
Jimmy's Hall vinder mest i de scener, hvor der er et fint og ægte samspil mellem musik og dans, der kulminerer i et hjertevarmt fælleskab. Herudover er især portrætteringen af Jimmys forhold til sin tidligere kæreste Oonagh, der nu er gift og har børn, fantastisk skildret med lige tilpas mængde af passion, kærlighed og ikke mindst soberhed. Men desværre render Jimmy's Hall ind i en del problemer undervejs i fortællingen. F.eks. med Andrew Scotts rolle som Father Seamus, der tydeligvis ikke er af samme holdning som sin overordnede. Set fra et logisk filmfortællingssynspunkt forventer man, at Father Seamus skal være primus motor for forandring, men i stedet er hans rolle på grænsen til det overflødige. Et andet eksempel er Jimmys hosten blod op mod slutningen af filmen, hvor man forventer, at det er noget, der får en konsekvens for hovedpersonen. Men igen resulterer det i noget overskydende, da det ikke bliver forklaret på noget tidspunkt.
Ken Loachs film er kendt for, hvordan de på mest realistisk vis fortæller en lille historie i et stort Storbritannien, men selvom der er mange Loach-aftryk i Jimmy's Hall (ikke mindst arbejdersynsvinklen på historien), så formår filmen aldrig helt og engagere tilskueren. Værket er ikke i nærheden af at være en ny The Wind That Shakes the Barley (2006), om Irlands kamp for uafhængighed, som vandt den Gyldne Palme i Cannes. Og det er heller ikke en The Angel's Share (2012), der på sorthumoristisk vis viste, hvordan en gruppe venner i Skotland formåede at stjæle verdens dyreste whisky. Jimmy's Hall er til gengæld en hjertevarm fortælling med behagelige, om end noget karikerede, personligheder, der halter i sin helhed og ender som et middelmådigt værk.
JIMMY'S HALL
Se spilletider
Se filminfo
