Klaus Rifbjergs sidste udgivelse er en formfuldendt øvelse i Rifbjergs egen skrivestil og sprog, men falder til jorden som rendyrket fortælling om besættelsestiden og dem, der oplevede den. "Besat" bør læses som enkeltstående og finurligt skrevet værk, og ikke som forfatterens veltimede svanesang over eget forfatterskab eller den tyske besættelse.
Når store kunstnere dør, er det svært ikke at forfalde til gravtaler, når man skal anmelde deres værker, især de sidste de får kradset ud. Når det gælder et menneske med format som Rifbjergs, er faldgruben især stor - hvilket man kunne se over hele det danske anmelderfelt, da Rifbjergs kronologisk sidste bog Besat - Fortællinger blev udgivet kun en uge efter hans død i april. Timingen og formlen er i den henseende perfekt for anmelderen; stor kunstner dør næsten samtidig med sit sidste værk, samtidig med at værkets tema har ekstremt dagaktuelt 70-års jubilæum, nemlig den tyske besættelses afslutning. Anmeldelsens indhold er nærmest lagt ud som skabelon, og et lysbilledshow af Rifbjergs overordnede 60 plus-årige forfatterskab ligger også lige for. Men - hvad hvis Store Klaus havde levet et år mere efter bogens udgivelse? Eller fem, eller ti? Bedømmelsen af denne, og de unægteligt mange kommende udgivelser, ville uden tvivl have båret præg af, at den hyldede (og ofte i 00'erne berygtede, kritiserede og af borgerfløjen kulturradikalt dæmoniserede) skriverkarl havde skrevet endnu en udgivelse, og en til, og en mere, og nokken'en. Den mest lunkne anmeldelse af Besat til dato har nok været af litteraturprofessor Anne Marie Mai, der "ikke tøvede" med at placere Besat blandt Rifbjergs 20 bedste udgivelser. En vag kvalitetsvurdering, når man tager i betragtning, at de færreste af de største forfattere på verdensplan har skrevet mere end 10 bøger, der kan holde samme niveau som deres to bedste. Men nok om Rifbjergs gode timing med at stille de overordentligt store træsko, som de færreste nutidige danske tastaturboksere vil kunne fylde ud; bogen har jo sådan set også et indhold at tage stilling til.
Besat er en mosaik-lignende samling af korte og halvlange fortællinger (jeg ville selv kalde det noveller, hvilket formatet reelt set er), der foregår under den danske besættelse. Novellerne kører labyrintisk ind og ud mellem forskellige hovedpersoner og temaer, der på hver deres måde er besatte - af nazisterne, af kærli(derli)ghed, af deres roller i småborgerskabet eller i modstandsbevægelsen. Præmissen i Besat er at beskrive danskerne, som de var, i deres dansk- og menneskelighed under krigen, og ikke kun som politisk kuede subjekter, som megen anden Anden Verdenskrigs-litteratur ofte gør. I den sammenhæng er bogen en ny og frisk tilgang til besættelsestiden, idet vi hverken får beskrevet et entydigt ondt billede af Tysken, eller et skønmalet af modstandsgrupperne. Modstandsdrengene i én af novellerne fremstår ikke nødvendigvis entydigt heltemodige eller skarpe, tværtimod - de er kødelige fyre, der går lige så meget op i at få sanserne mættet som i at blive nazisterne kvit.
Det er i denne tilgang til temaet, vi kan genkende Rifbjerg bedst. Sproget kan man ikke komme uden om, det står så skarpt, som det stort set altid har gjort. Den underspillede humor og ironi lurer under overfladen, og hverdags- og menneskebeskrivelserne er ærlige og usentimentale i hver eneste sætning. Men - det store Men jeg har lovet fra starten - en større ulempe ved Rifbjergs tilgang til "besættelse" er dog, at det netop er meta-tilgangen til emnet, der bliver et begrænsende fikspunkt. Det dobbelt-tredobbelt-tydige blik på "besathed" fremstår næsten forældet i sin 60'er modernisme, hvor Rifbjergs egne sætningskonstruktioner nogle gange bliver et fikspunkt i sig selv i flere af novellerne. Når man er færdig med bogen, føler man sig hverken klogere på den almindelige danskers forhold under krigen, krigens og tyskernes indvirkning på danskernes hverdagsliv eller på, hvem de beskrevne hovedpersoner reelt var. Hovedpersonerne virker til tider for ligeglade med den politiske situation uden for deres egen næsetip (jeg ved det er tiltænkt fra Rifbjergs side som statement), og er reduceret til skakbrikker, der flyttes rundt af Rifbjergs hånd, som det passer i hans eget kram. Som læser der har et blødt punkt for realisme, føler jeg mig ikke mættet nok af flygtige og vage hovedpersoner, jeg aldrig når at lære at kende.
Dette er dog klart en smagssag, som det altid er tilfældet med anmeldelser. Men min overordnede pointe er dog, som jeg startede ud med, at dette ikke skal være bogen, vi måler Rifbjergs forfatterskab på, som andre anmeldere har været for dovne til at undlade at gøre. Bogen skal læses som enten enkeltstående værk eller som endnu en god Rifbjerg-udgivelse ud af mange. Læst enkeltstående mangler jeg dog lidt mere kød på karaktererne og handlingen, især når den behandler et så vigtigt emne som besættelsestiden, som de kommende historieløse folkeskolegenerationer fortjener at få den store roman om, som kan sætte tiden i en relevant ramme for dem.
Klaus Rifbjerg: Besat
Gyldendal, 167 sider
ISBN: 9788702109535
