(Foto: Reelpictures)
Sidse Babett Knudsen debuterer internationalt i den britiske instruktør og manuskriptforfatter Peter Stricklands biografaktuelle "The Duke of Burgundy". Her spiller hun overbevisende dominatrixen Cynthia, der har et forhold til den yngre Evelyn (Chiara D'Anna). Filmens tematik om sadomasochistisk kærlighed er i symbiose med de smukke billeder, hvor korsager og sommerfugle hersker. Desværre lider fortællingen under filmens prætentiøse kunstneriske udtryk.
The Duke of Burgundys plot er placeret i et miljø, hvor der tilsyneladende kun er kvinder, og hvor alle disse er interesserede i sommerfugle. Hvorfor vides ikke. Den indledende sekvens med Evelyn (Chiara D'Anna), der cykler gennem en skov, genererer en følelse af engelsk idyl, frihed og normalitet. Evelyn ankommer så til sin arbejdsgiver Cynthias (Sidse Babett Knudsen) luksuriøse hjem, og vi opdager, at de to kvinder har et sadomasochistisk kærlighedsforhold til hinanden. Cynthia har dominatrix-rollen, mens Evelyn er den underdanige af de to, men snart skal vi se, at det i virkeligheden er omvendt, for Evelyn efterlader udførlige manuskripter til Cynthia om, hvad hun skal gøre, hvordan og hvornår for at dominere hende. Men da Cynthia ønsker mere end erotik, og Evelyn ikke kan få tilfredsstillet sine SM-ønsker, forvandler filmen sig til et værk om parforholdets kompleksitet, kødets lyst versus behovet for at elske og føle sig elsket.
The Duke of Burgundys præmis er en klassisk kærlighedshistorie med en ny optik, og det lykkes Strickland at gøre filmen til andet end en mandlig fantasi om kvinder. Instruktøren fanger i stedet det anstrengte følelsesmæssige spil mellem karaktererne, deres motivationer, frustrationer og skrøbelighed. Dette lykkes primært takket være Sidse Babett Knudsens fantastiske skuespilpræstation. Den danske skuespiller har langt om længe fået sit internationale gennembrud, og hvem bedre end Babett Knudsen til at spille en ellers kontrolleret kvinde, hvis følelsesmæssige verden er ved at ramme kaospunktet? Italienske Chiara D'Anna spiller sin rolle med enkelhed og sikkerhed - omend hendes udtryk er mere monotont og robotagtigt.
Det store problem for The Duke of Burgundy bliver at tilfredsstille publikum, for filmen bevæger sig alt for meget i grænselandet mellem en mainstream-fortælling og et kunstnerisk eksperiment. Værkets første halve time lover en fantastisk filmoplevelse, men efterhånden som historien skrider frem føler man, at plottet går i stå, idet Cynthia og Evelyn egentlig gentager de samme vaner, uden at der er noget dramatisk vendepunkt. Der opbygges flere konfliktpunkter mellem de to kvinders forskellige ønsker til deres indbyrdes forhold: Cynthia vil have et "normalt" forhold, mens Evelyn ønsker sig erotisk inventar som "skuffesenge" og "mennesketoiletter", som så resulterer i Evelyns utroskab. Men disse konfliktpunkter får aldrig en fyldestgørende konsekvens. Hertil er der flere setups i filmen: en mystisk blond kvinde, en sur nabo, mannequiner til sommerfugleforedragene som man aldrig får pay off på og derfor ikke forstår tilstedeværelsen af. Og selv titlen, The Duke of Burgundy, der henviser til en sommerfugleart, er svær at tolke ift. konteksten. Hvis man vel at mærke ser filmen med mere kunstneriske filmbriller, så vil man sikkert interpretere, at hovedpersonerne bevæger sig i et limbo, de ikke kan slippe væk fra, hvor filmens start og slut ikke behøver at være "virkelighedens" start og slut, da det hele kører i cirkler, og at Strickland derved dekonstruerer historien om og om igen i stil med Alain Resnais' I Fjor i Marienbad (1961).
Hvis man kender til instruktørens tidligere værker, vil man kunne forstå at de bevæger sig inden for grænserne mellem eventyr og virkelighed; de sender kærlige hilsener til filmhistorien, som f.eks. Buñuel og Fassbinder, og beskæftiger sig med psykoanalytiske teorier som f.eks. Freuds teorier om den menneskellige naturs dualitet opstået fra to grundlæggende instinkter: Eros (livet) og Thanatos (døden). Men problemet for undertegnede er, at man jo ikke altid går i biografen men den slags forhåndsviden, hvorfor de kunstneriske tiltag, der refererer til meget af ovennævnte, synes at være sat ind vilkårligt, der hvor man er rendt ind i fortællermæssige problemer.
The Duke of Burgundy er derfor på mange måder abstrakt og prætentiøs, men den besidder trods alt en billedlig virtuositet takket være Nicholas D. Knowlands kamera (Strickland samarbejdede også med Knowland i Berberian Sound Studio fra 2012). Knowlands kamera fanger fantastiske nærbilleder af sæbebobler og insekter og fører os ind i et erotisk fantasirum, der visuelt kommer til at hypnotisere tilskueren langt hen ad vejen. The Duke of Burgundy bliver derved til en betagende metamorfose mellem værkets æstetik og hovedpersoner.
Og hvis man kan løsrive sig fra at ville finde meningen med alt, kan man få en gennemsnitlig nydelsesrig biografoplevelse ud af den.
THE DUKE OF BURGUNDY
Se spilletider
Se filminfo
