Mens Tove Ditlevsen var indlagt på Skt. Hans, skrev hun sine to første erindringsbøger "Barndom" og "Ungdom". Nu, små halvtreds år senere, bliver de genudgivet under den formildende titel "Det tidlige forår". Formildende forårsfornemmelser er der skam i Ditlevsens inderlige beskrivelser af sine barndoms- og ungdomsminder, men det poetiske forår er i intimt kapløb med en allestedsnærværende melankoli. Det er både stærkt og skrøbeligt.. og uendeligt smukt.
Det er en kunst at kunne vække fortiden til live. At kunne gøre den så håndgribelig, så følelig, at man for en stund forlader sin egen tilværelses kendte gange og tager på en mental tidsrejse til en svunden tid, man aldrig selv har oplevet, og et fremmed sted, man aldrig selv har gæstet. Sådan føles det at læse Tove Ditlevsens barndoms- og ungdomsmemoirer. Med en skælvende, men selvsikker mine tager hun læseren sikkert i hånden og åbenbarer sit tidlige livs brogede bagagesamling.
Det bliver gjort i kronologisk orden, men uden hverken at forfalde til overfladiske opremsninger eller løbe løbsk som en tom spole. Hun tager sig tid og fordybelse, den kære Tove, og med sin sædvanlige forbilledlige menneskeklogskab og naturlige flair for sproglige finurligheder guider hun os kyndigt igennem et halvt livs hele oplevelser, indtryk, følelser, forhåbninger og skuffelser. Livsbuffeten er hverken karrig eller mangelfuld, og Tove øser elskværdigt og åbenhjertigt op af sit væsens allerinderste med en fintfølende fortrolighed, som på intet tidspunkt tangerer det sentimentale eller udleverende.
Vi møder hendes stilfærdige fader, som selv ville være blevet forfatter, havde livet indgydt ham mere mod og serveret færre nederlag, og som derfor "sover med enden imod verden." Vi kommer også på dus med hendes ustabile moder, hvis temperament er ligeså omskifteligt som et ubeslutsomt forårsvejr, og hvis nederdel er besat med hundredvis af skinnende pailletter, der "falder så let af som hendes egen skrøbelige glæde". Vi går ned ad hendes barndoms fattige gader på 1920'ernes og 1930'ernes Vesterbro, befolket af fejlslåede mænd, forladte kvinder, forsømte børn og falmede facader; de ydre såvel som de indre.
Midt i dette menneskelige drama står en ung og uprøvet Tove Ditlevsen og søger sin plads under solen. Da hun spørger sin far, hvad "kummer" er, fordi hun havde læst det hos russeren Gorki og elskede ordet, begriber hun ikke, at hun ubevidst italesætter sit livs uønskede indramning. Kummer er nemlig "smerte, elendighed, sorg." Men håbet og drømmene lever desuagtet i hende - "Gorki var en stor digter, jeg vil også være digter," proklamerer hun stolt. Faderen rynker dog panden og snerrer: "En pige kan ikke blive digter!" Toves ønsker og længsler møder altså stor modstand allerede fra barnsben - hendes sociale status og ikke mindst hendes køn er medfødte hæmsko! Det tidlige forår skuer derfor over et mere generelt tidsbillede, som hæver den fra det strengt personlige til det almengyldige. Dette gør værket til fascinerende læsning både på den individuelle skala, men i allerhøjeste grad også som en historisk statusopdatering.
Vi lægger ikke blot øre til den unge kvindes hjerteskærende udleveringer af en begrænset barndoms begrænsede livsudfoldelser og en standhaftig ungdoms stålsatte ambition om at blive til noget - om at komme væk, komme ud og komme til. Vi beskuer også en hel verdens mange iboende uretfærdigheder, hæmmende fordomme og stormende (sinds)tilstande. Den store verdensfortælling skriver hun ind i hverdagens trummerum, mens tilsyneladende forglemmelige menneskelige udvekslinger får et præg af eksistentiel betydningsfuldhed. Det er klogt af Tove Ditlevsen, og interessant, ikke mindst. Og så gør det heller ikke noget, at hver en side i bogen er smurt ind i en sublim sproglig sauce, hvor poesien og melankolien synger duet, og hvor selv hænder kan "have smilehuller ved knoerne".
Tove Ditlevsen: Det tidlige forår
Gyldendal, 304 sider
ISBN-13: 9788702172867
