(Foto: Angel Films)
Gys drukner i referencer. "It Follows" bliver aldrig mere end en solid stiløvelse.
Gys er svært. Særligt hvis det skal fungere rigtigt godt inden for gyserfilm-genren, som gennem tiderne har budt på mere skidt end kanel. Dog er der i nyere tid kommet et par habile genrefilm på banen med kritikerroste gysere som The Conjuring og The Babadook, som har bevist, at genren stadig har rigtigt meget at bidrage med. Seneste bud på stammen er It Follows, der har fået store roser ved flere filmfestivaler.
Jay (Maika Monroe) er en typisk 19-årig pige med stor appetit på livet og jævnaldrende drenge. Efter hun har haft sex med Hugh (Jake Weary), fortæller han hende, at hun er blevet smittet med en forbandelse; en ansigtsløs ondskab, som kun hun kan se, og som forfølger hende overalt. Medmindre Jay stikker af, eller sender forbandelsen videre til en anden, bliver hun dræbt.
Jays flugt fra den ukendte ondskab er effektiv og medrivende - i perioder. Grundpræmissen er set før, mange gange endda. It Follows ikke bare lugter, den stinker langt væk af amerikanske thrillers og teen slashers fra 80'erne, og ikke mindst 00'ernes J-horror-bølge (japanske horrorfilm). Javist, den leverer varen glimrende, men aldrig som mere end en solid stiløvelse, der aldrig når samme niveau som de film, instruktør David Robert Mitchell formentlig selv har dyrket på slidte VHS-bånd.
Atmosfæren er tykt belagt med underlægningsmusik, der minder gevaldigt om John Carpenters mesterværk Halloween fra 1978, ligesom det kvarter, hvor Jay og hendes venner bor. It Follows etablerer en slags tidslomme, hvor ondskaben stortrives. Ikke med sprøjtende blod og billige virkemidler, men som en grundig obduktion af dét der gemmer sig bag den psykologiske frygt. Altså en undersøgelse af ondskabens arketyper. Ligesom den maskeklædte Mike Meyers var ren ondskab i Halloween, forsøger Jay og hendes venner at kortlægge, hvilken ondskab der forfølger hende.
Idéen er i bund og grund rigtigt spændende, men spørgsmålet om hvad frygtens kerne er, bliver aldrig fulgt til ende. Til gengæld bliver referencerne strøet til højre og venstre. Der kan i flæng nævnes de mest åbenlyse som The Entity, The Hitchhiker, The Ring, diverse teen slashers - og ja, John Carpenters 80'er bagkatalog. Med andre ord er It Follows et interessant eksperiment, men bliver aldrig den nedgang i et surrealistisk mareridt, som den gerne selv vil være.
It Follows er en fin lille 80'er og J-horror-homage, der aldrig indfrier ambitionerne om en undersøgelse af frygtens psykologi. Simpelthen fordi den hænger for meget i håndbremsen som stiløvelse, hvor det hele er set før. Til trods for et par fine uhyggelige indslag, og et vellykket afsæt i at fastholde det "ukendte" som et gennemgående suspense-element, bliver It Follows aldrig rigtigt skræmmende eller nytænkende.
IT FOLLOWS
Se spilletider
Se filminfo
