(Foto: Camerafilm)
Mindre enfant med tiden, men stadig terrible i sit forsøg på at provokere. François Ozon tager en roman af nyligt afdøde Ruth Rendell og leverer et vanvittigt komediedrama med Romain Duris som transvestit. De indledende billeder drager tilskueren ind i en ret underholdende fortælling om skjulte seksuelle identiteter, for Ozon er en instruktør, der aldrig keder sit publikum.
François Ozons seneste film, Min Nye Veninde, sætter de traditionelle familiekonstellationer på en spids. Og de indledende nærbilleder af en smuk kvinde, der bliver sminket og iført brudekjole for derefter at zoome ud til et billede, hvor vi ser selvsamme kvinde ligge i sin kiste, er dragende.
Claire og Laura har været hjerteveninder siden de mødtes som 7-årige. Via montage ser vi, hvordan de to piger blander blod, sværger hinanden evig troskab og møder mændene i deres liv (David og Gilles). Men efter kort tids sygdom dør Laura. Da Claire holder mindetale ved begravelsen, lover hun at passe på enkemanden David og den nyfødte Lucie. Men en dag træder Claire ind hjemme hos David og finder ham iført paryk og dametøj, og hun ved ikke om hun skal løbe skrigende bort, eller om hun i virkeligheden drages af hele scenariet. Snart begynder Claire og Virginia (som David døbes af Claire) at se mere og mere til hinanden. Claire har fået en ny veninde, mens David omsider kan opnå at blive den kvinde, han altid har drømt om at blive. Men dette sker selvfølgelig ikke gnidningsfrit, for nye seksuelle spændinger og følelser dukker op til overfladen mellem de to.
I rollen som Claire ses Anaïs Demoustier, som balancerer sin rolle fremragende med at være en tilsyneladende køn og uskyldig kvinde, hvis nyopdagede undertrykte og "farlige" seksualitet bruser ud. David/Virginia spilles af Romain Duris, der er en talentfuld skuespiller, som dygtigt spiller transvestit, men desværre forbliver han ofte en lidt karikeret version af en sådan.
Ozons film eksponerer altid den hemmelige side af det franske bourgeoisi. Hans fortællinger er ikke altid realistiske, men rummer ekstremt interessante plots, som man kan identificere sig med, men som også trodser vores heteronormative forestillinger om køn og seksualitet og ikke mindst moral. Min Nye Veninde er indbegrebet af alt dette og analyserer karakterer, der føler sig malplacerede i deres krop. Transvestisme og skjult androgyni, som et symptom på en undertrykt seksualitet, tages op. Emnerne er dybe og relevante og emmer af instruktørens empatiske syn på sine karakterer, som han aldrig dømmer.
Min Nye Veninde, der vandt Den Gyldne Konkylie ved filmfestivallen i San Sebastian, er blevet sammenlignet med spanske Pedro Almodóvar i både stil og handling. Ozon er og har altid været sin helt egen, men der kan med rette drages paralleller til den machiavelliske og drilske Almodóvars tone, hvor denne også udfordrer seksualitet, og tilmed nekrofili, i farverige, næsten barokke, atmosfærer fyldt med modsætninger, hvor det alvorlige blandes med det absurde, og det plausible med det umulige.
François Ozon spillefilmdebuterede i 1998 med den anmelderroste Sitcom, men fik først sit internationale gennembrud i 2002 med den kulørte 8 kvinder - og et Mord. Siden har han gjort sig bemærket med alle sine film, hvis kendetegn er undersøgelsen af seksualitet og menneskelige relationer: I Swimming Pool (2003) spiller Charlotte Rampling en krimiforfatter, som under en ferie drages af sin udgivers datter, i Selv i De Bedste Hjem (2012) bliver virkelighed og fiktion blandet sammen i en fortælling om en affære mellem en midaldrende kvinde og en gymnasiedreng. I Ung og Smuk (2013) udforsker han spørgsmålet om, hvorfor en ung kvinde fra en overklassefamilie arbejder som escortpige.
Et andet kendetegn for Ozons film er, at de aldrig giver publikum et facit, for man må selv forestille sig slutningen eller svaret på de mange spørgsmål, der bliver stillet. Så er det op til tilskueren selv at vurdere, om denne har fået rykket ved nogle forestillinger eller tilmed fordomme.
Hvad der synes at være Ozons mission er at vise, at køn er noget formbart (han har muligvis læst Judith Butlers teorier om køn) og kritisere den dissonans, der er mellem det at ville afvige fra det heteronormale i et sociokulturelt miljø, der straffer og undertrykker i stedet for at hylde individers ret til selvbestemmelse og frihed. Ozon gør dette virkningsfuldt med en legende ånd, hvor humor, drama og komplekse følelser går hånd i hånd.
På trods af at Min Nye Veninde til tider kan tangere sæbeoperaen, forårsager hans værker stadig en vis afhængighed af den franske instruktør.
MIN NYE VENINDE
Se spilletider
Se filminfo
