(Foto: E. Bauer)
Pariseroperaens Ballet besøgte Operaen og gav en teknisk imponerende prøve på deres kunnen med balletten "Paquita".
Paquita er ikke noget mesterværk, men er et dejligt bekendtskab med Pariseroperaens Ballet. Paquita er en romantisk handlingsballet fra 1864 med koreografi af Pierre Lacotte og musik af Edmé-Marie-Ernest Deldevez. Den adskiller sig fra de mere traditionelle romantiske balletter, ved at handlingen er sat i "virkeligheden" under Napoleonskrigene i Spanien. Fremfor at være sat i en overnaturlig verden som Svanesøen og andre er.
Paquita er som et andet showroom for Pariseroperaens Ballets kernekompetencer. Man kan kun blive imponeret over, hvor præcist danserne får hvert trin og armbevægelse synkroniseret til mindste detalje i de store formationer.
Efter min mening bliver det dog for voldsomt et udtryk i de scener, hvor der er over 40 dansere på scenen og næsten tilsvarende antal statister. Det er svært at følge med og få det store overblik, når antallet af dansere på scenen næsten kommer til at spænde ben for den flotte koreografi, og det overordnede kunstneriske udtryk bliver sløret heraf.
Scenografien fylder også alt for meget i sceneudtrykket. Ikke fordi der som sådan er meget på scenen ud over sidetæpper og et par enkelte rekvisitter. Men da scenografien er holdt i brune og grålige nuancer, er det meget tungt at se på. Pludselig virker Operaens ellers så store scene som Gl. Scene kan nogle gange, og der kæmpes om pladsen.
Handlingen i Paquita er simpel. Sigøjnerhøvdingen Iñigo ønsker den dejlige Paquita som sin kone. Sammen med sin ven Don Lopez de Mendoza forsøger han at ødelægge Paquitas kærlighedsaffære med den flotte franske officer Lucien d'Hervilly. Men Paquita overhører dette, og hun redder Lucien fra at drikke den gift, som ellers var tiltænkt ham. Og for at gøre det hele endnu bedre finder Paquita sørme også ud af, at hun er af adelig herkomst. Så nu kan Lucien og Paquita blive gift uden problemer med hans familie.
Der er ingen tvivl om, at teknikken sidder. Det bliver fremhævet af sekvensen, hvor børneballetten danser på en måde, hvor vores egen balletskoles børn i tilsvarende alder kommer til at ligne tumlinger til børnerytmik. De er de mest disciplinerede balletbørn, jeg har nogensinde har set. Det er imponerende. Men også lidt sigende i forhold til en manglende følelse og indlevelse fra danserne i Paquita. Det samlede indtryk bliver for teknisk forfinet, med de skarpe lineære formationer, perfekte cirkler og épaulement i bedste Bournonvillestil - hvor der er kontrast mellem dansernes positionering af skuldrene, overkrop, hoved og blikretning i forhold til underkroppen.
Det var en fin aften i Operaen med Paquita. Men det er ikke en forestilling, som brænder sig fast på nethinden. Jeg tænker ikke efterfølgende, at der var nogen af de medvirkede, som leverede en præstation, der hævede sig over andre. Pariseroperaens Ballet leverede et fin stykke ensemblespil, der viste hvilken type balletkompagni de er.
PAQUITA
Det Kgl. Teater - Operaen
Gæsteforestilling med Pariseroperaens Ballet 29. maj
