(Foto: Camera Film)
I en film er humor og den gode stemning ikke noget, der kan forceres. Enten er den der, eller også er den der ikke. I Matthew Warchus' "Pride" er den der heldigvis det meste af tiden, hvilket resulterer i et vellykket feelgood komediedrama. Tematikken er lidt for ambitiøs og realiseringen ret skematisk, men "Pride" formår at være sindsbevægende, når den viser bidder af sine karakterers indre.
Den britiske instruktør Matthew Warchus anvender de historiske begivenheder fra et Storbritannien anno 1984 som bagtæppe for sin fortælling. Da Margaret Thatchers regering beslaglagde minearbejdernes fagforeningsfonde, reagerede disse med en strejke, der varede det meste af året. Usandsynligt, men sandt, besluttede en gruppe af homoseksuelle i London under navnet LGSM (Lesbiske og Bøsser Støtter Minearbejderne) at vise deres støtte til minearbejderne gennem donationer på trods af den homofobiske stemning, der regerede i samtiden.
Ledet af Mark (Ben Schnetzer) allierer LGSM sig med Dai (Paddy Considine), som er fagforeningsrepræsentant for minearbejderne i en lille by i Wales. Forbindelsen mellem de to grupper skal selvfølgeligt ikke være let, for minearbejderne er alt andet end imødekommende over for hjælpen, fordi den netop kommer fra homoseksuelle. Men med en Dirty Dancing-agtig scene ledet af den diskodansende Jonathan (Dominic West) begynder barriererne mellem de to grupper at blive brudt, og det ender med at de får et tæt forhold til hinanden. Ja, så tæt et forhold at det faktisk resulterede i at minearbejderne havde en vigtig rolle i de homoseksuelles kamp for rettigheder i midt firsernes Storbritannien.
Rollerne i Pride besættes af nogle af Englands sværvægtsskuespillere: Jessica Gunning og Imelda Staunton spiller de empatiske moderroller Sian og Hefina og bringer et smil på ens læber ved flere lejligheder. Bill Nighy er charmerende som den aldrende skabsbøsse Cliff. Paddy Considine er kærlig og varmhjertet som Dai, mens George MacKay gør det udmærket som den unge introverte Joe, der er ved at søge nye græsgange. I starten af filmen er det måske lidt svært at se Andrew Scott, Dominic West og Rhodri Meilir, som andre end hhv. Moriarty, Jimmy McNulty/Noah og Alfie efter at have bingewatched serierne Sherlock, The Wire/The Affair og den hyle morsomme My Family. Men når dette går over, så er det skønt at være genforenet med så talentfulde skuespillere, hvor især Moriarty (nej, undskyld Andrew Scott!) i rollen som Genthin skinner igennem med en imponerende følsomhed. Ja, der har været plads til mange, og jeg har sikkert glemt at nævne flere i Warchus' Pride, hvor selv Russell Tovey fra den meget anbefalelsesværdige serie Looking har fået en lille cameo-rolle.
Udover de mange glimrende skuespillere besidder Pride også mange funklende øjeblikke, som da en ung kvinde stiller sig op og synger en folkesang efter et møde i Dulais landsbyens forsamlingshus, eller da Bill Nighys rolle bekender sin homoseksualitet. Og de stunder, hvor vi får lov til at fordybe os i karakterers indre eller fortidsproblemer, er filmens fineste: Joes kamp mod en uforstående familie, Jonathans sindsstemning som værende en af Englands første Aids-ramte eller Genthins afstand fra sin fortid. Karaktererne er for mange til at filmen har ordentligt tid til at fordybe sig i dem, men der er gjort et godt arbejde i at vise et styrket sammenhold mellem personerne.
Problemet med Matthew Warchus' film er dog, at den ofte påtvinger os de gode vibes, og det er lige før at de røde alarmklokker hos denne anmelder ringer. Intentionaliteten er tæt på at dræbe ånden, men heldigvis når klokkerne aldrig at ringe, selvom Pride befinder lige på grænsen mellem god stemning og forceret latterterapi.
Stolthed og værdighed er kerneordene og grundlaget for Prides utrolige, men stadig sande historie. Den skønne 80'er musik er et must, som understreger den angelsaksiske stolthed med sange fra The Smiths, Joy Division, Culture Club, Billy Braggs fantastiske "There's Power in a Union" og selvfølgelig Queen og Wham!
Inspirationskilderne for Warchus er højst sandsynligt de store britiske sociale komedier fra århundredeskiftet: The Full Monty og Billy Elliot. Ligesom disse kombinerer Pride følelser, humor og et socialt emne, som resulterer i en underholdende feelgood komedie.
PRIDE
Se spilletider
Se filminfo
