Flere nyheder

 
Musik
Luicidal

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Luicidal
Man. 22. jun. 2015

Dagen før Suicidal Tendencies gik på scenen på Copenhell, gav to af de oprindelige bandmedlemmer koncert på undergrundsspillestedet UnderWerket under navnet Luicidal.

Få bands har som Suicidal Tendencies formået at fastholde tråden mellem ophav og popularitet. Det californiske punk-metal-crossover band fik dengang i 1982 en noget broget start på karrieren ved at blive tildelt prisen som "Årets værste band" af det anerkendte skate-magasin Flipside. Året efter blev de tildelt prisen som "Årets bedste band", og siden er det gået slag i slag med gruppen fra Venice Beach. I løbet af bandets 33-årige levetid har der været en hel del udskiftninger, og forsangeren "Psyko" Mike Muir er nu eneste tilbageværende originale medlem.

To tidligere Suicidal Tendencies-medlemmer, bassist Louiche Mayorga, og trommeslager R.J. Herrera, besluttede i 2012 at danne Luicidal, som primært spiller numre fra de tre første Suicidal Tendencies-albums og en smule af deres eget materiale. Derfor var det også et mindre scoop, at det lykkedes undergrundskoncertstedet UnderWerket i Valby at få lokket et så prominent band til at spille på en ellers kedelig sommeraften. Aftenen blev ikke mindre spændende af, at der var tre danske opvarmningsbands, som hver især efterlod et godt indtryk.

Stokes CPH startede aftenen med et skud klassisk punk n' roll. Den københavnske trio fik sparket aftenen godt i gang, men led under at der ikke var så meget publikum endnu. Næste punk n' roll band på listen, X Teenage Rebels, diskede op med aftenens mest veloplagte opvarmning. 30 minutters dansevenlig energiudladning - der absolut fortjener at få noget mere omtale - peppede kækt aftenen op. Thrash-gruppen Lipid, der blev gendannet sidste år, havde i midt 90'ernes danske metalbølge en lovende periode. Hurtig og teknisk metal ruster tilsyneladende ikke, og det 21-årige band leverede et overbevisende set, som desværre mistede momentum på grund af tekniske problemer undervejs.

Ved midnatstid dukkede Luicidal op på scenen og lagde hårdt ud med en række Suicidal Tendencies-klassikere som "War Inside My Head", "I Saw Your Mommy" og "Possessed To Skate". Selvom medlemmerne anno 2015 er nogle gamle drenge, blev tiden hurtigt revet tilbage til 80'ernes metalscene. Publikum fyldte UnderWerket helt ud, der blev crowdsurfet og skubbet i moshpit, som eksploderede i forventnings glæde til tonerne af "Institutionalized".

De færreste kendte til Luicidals eget materiale, og trods de gode hensigter med at få det spillet, satte det også indimellem festens svedtunge og imponerende høje tempo ned. Bandets spilleglæde smittede dog af på det tætpakkede publikum, og det var alene af den grund en sand fornøjelse at hylde en svunden, men ikke glemt, storhedstid fra de go'e gamle 80'ere.

LUICIDAL
gav koncert på UnderWerket (en del af KraftWerket) 17. juni 2015