(Foto: Tom Oxley/Camera Film)
Asif Kapadias dokumentarfilm "Amy" havde premiere ved dette års filmfestival i Cannes. Værket fortæller historien om sangerinden Amy Winehouse (1983-2011) lige fra den spæde musikalske begyndelse og frem til hendes død i 2011 i en alder af blot 27. Den kontroversielle dokumentarfilm om sangeren er blevet stærkt kritiseret af kunstnerens familie: Højst sandsynligt fordi de selv er under hård kritik i filmen.
"Hvis jeg kunne, ville jeg have sagt, at hendes talent var for vigtig til at spilde. Jeg ville have sagt, at hvis du giver det tid, så vil selve livet lære dig, hvordan det leves." Ordene er Tony Bennetts. De kommer hen mod slutningen af Asif Kapadias filmen og opsummerer temmelig præcist tragedien om Amy Winehouse. En ung kvinde, som slet ikke var klar til berømmelsens funklende og altopslugende medielys, og som eftervirkning heraf ikke kunne følge med i sit eget liv.
En forside på magasinet Rolling Stone lyder: "Amy og hendes dæmoner" - en trist floskel, som er blevet brugt utallige gange for at beskrive sangerinden. Asif Kapadias dokumentar stræber efter at kæmpe mod Amy Winehouses "dårlige" rygte ved at forsøge at forklare, hvorfor hendes liv endte, som det gjorde. Dette gør han ved at sammensætte en række hidtil uudgivne optagelser og interviews med den ulyksalige stjerne og hendes omgangskreds.
Filmen starter med klip af en 16-årig Amy Winehouse, der hygger og fester med sine venner. Hun virker som en glad pige, men snart skal vi lære, at hun allerede som ung teenager lider af bulimi og er glad for at indtage bløde stoffer. Amy er fascineret af store jazzkunstnere som James Taylor og Carol King. Folk fra musikindustrien imponeres hurtigt over hendes talent, men mener også, at hendes musik viser en meget voksen og moden person. Amy var moden musikalsk og havde en fantastisk og usædvanlig stemme, så der gik ikke lang tid, før vejen mod succes var lagt. Men følelsesmæssigt var hun en lille pige, hvis eneste ønske var at blive elsket af sine nærmeste.
I over to timer dissekerer Kapadias film kvinden, kunstneren og den mytiske rock´n´roll-fortælling, og hvordan denne ødelægger de mest sårbare. Den understreger Amy Winehouses ønske om at bruge musikken til at gøre sig fri af livets byrder som depressioner, kærestesorger og en dysfunktionel familie, fremfor det at skulle være hele verdens nye popikon. I filmen ser vi derfor, at jo sværere Amy får det med at håndtere berømmelsen, jo mere dykker hun ned i sit selvdestruktive væsen med alkohol og hårdere stoffer.
Værket er som en sober kærlighedserklæring tilsat det mest samvittighedsfulde dokumentationsarbejde. Med over 100 interviews med familie, Amys bedste veninder, folk fra musikverdenen, livvagter og eksmanden, musikeren Blake Fielder, kører stemmerne og anekdoterne som voice over til et kæmpe register af billeder og videooptagelser af sangerinden. Ydermere ser vi billeder i fugleperspektiv af storbyerne London og New York, der bidrager til at forstå Amys ønske om at ville væk fra det hele, og hvordan hun betragtede sit eget liv på afstand.
Det mest imponerende er, hvordan filmens soundtrack, som selvklart består af Amy Winehouse-sange, følger historien kronologisk punkt for punkt. Storheden af hendes talent og dybden af de følelser, hun følte på pågældende tidspunkter, som filmen refererer til, er intens. Eksempelvis med sangen "Back to Black" om det første af de to brud med hendes livs kærlighed, Blake Fielder: "You went back to what you knew/ So far removed from all that we went through/ And I tread a troubled track/ My odds are stacked/ I'll go back to black". Eller hendes nok mest kendte nummer "Rehab": "I don't ever wanna drink again/ I just, ooh, I just need a friend,/ I'm not gonna spend ten weeks/ Have everyone think I'm on the mend/ It's not just my pride,/It's just 'til these tears have dried". Når man ser på teksterne nu, så synes de at bekræfte, at de var et råb om hjælp, hvor ingen reagerede.
Amys forældre, som filmen indirekte anklager for ikke at have gjort noget ved datterens bulimi, eller faderen for at have presset hende på tour, da hun var på dødens rand grundet en overdosis, har taget afstand fra filmen. Der er ingen tvivl om, at forældrene er tvivlsomme rollemodeller, men faktum er vel også, at Amy Winehouse var en selvdestruktiv sjæl, og derfor ville det være naivt kun at se hende som offer for omstændighederne og uden ansvar for, hvad der skete. Og Kapadias værk gør netop en hæderlig indsats for at undgå at falde i denne fælde, hvorfor den heldigvis ikke resulterer i blind hagiografi, men gør et oprigtigt forsøg på at fortælle "den sande historie om Amy Winehouse".
Asif Kapadia, som allerede blev rost for sin biografiske dokumentar om den brasilianske Formel 1-kører Ayrton Senna (Senna, 2010), har med Amy lavet en rørende musikdokumentarfilm, der intimt skildrer den moderne souldronnings storhed og fald. Den indeholder ingen store åbenbaringer, men kan nydes for dens nyslupne sladder og visningen af Amys rå talent og ikke mindst musikkens hypnotiske kvalitet. Efter at have set Amy sidder man med en ærgrelse i kroppen, for Tony Bennett har ret, det er så trist at så stort et talent gik til spilde.
