Danmarks største rendyrkede metalfest ligner mere og mere en ny-klassiker på den danske festivalhimmel. Og også i år trak de stikket hjem. Humøret og dedikationen hos publikum finder man ikke større og bedre mange steder, og er man til metalmusik af den ene eller andet art, så er og bliver det svært at finde en grund til ikke at være med. (Artwork af Richey Beckett)
Da den københavnske festival løb af stablen for sjette gang, var det som altid - som det gør sig gældende for snart alle festivaler - med en masse kommentarer og meninger om programmet på dagsordenen. Og Copenhell var da også i år noget mere spraglet på programsiden, hvor flere not og not so metal navne havde fundet plads. Samtidig var det måske lidt for tyndt besat mht. reelt store hovednavne, men så var der jo bare en masse guf skrevet med mindre bogstaver på plakaten. Enighed om, hvad der er det rette program, indfinder sig nok aldrig 100 %.
Tag nu amerikanske Slipknot. Næppe det mest interessante hovednavn i og med, at de nok ikke kan karakteriseres som sjældne gæster på dansk grund. Men bandet overraskede med at smide deres bedst anmeldte koncert herhjemme i lang tid. De ville tydeligvis Copenhell og gik fra start til den med præcision og nærvær, så de færreste vel bagefter kan sige, at de var fuldstændig fejl castet. Publikum virkede i hvert fald til, at de var med - og på.
De amerikanske doomede veteraner Saint Vitus måtte undvære deres i flere år aktuelle sanger og frontmand Wino, men dette åbnede så op for en monsterkoncert, hvor de garvede gutter med deres oprindelige forsanger fra de første par skiver, leverede et show med fokus på det allertidligste materiale! Et højdepunkt på årets festival var på plads. Tjek!
Derudover åbnede manglen på helt sikre kort mere op for nyere og forholdsvis ubeskrevne navne i Danmark - eksempelvis britiske Krokodil og de unge, amerikanske lømler i Code Orange.
Derudover var der også blevet plads til fremragende hjemlige navne som Nightfever, der rev Pandæmonium scenen midt over torsdag nat, og så de fremadstormende heftige Halshug, der allerede nu har godt fat i udlandet.
Og at jeg nævner lige de to er, at de jo også hver især falder noget ud for et mere dogmatisk metal-genrebegreb. Ikke desto mindre synes deres plads i årets program i orden.
Uanset hvad, så er det imponerende hvad folkene bag Copenhell har fået statueret i København. Festivalen fandt tidligt fodfæste, sit store publikum og interesse. Og set herfra, så er der muligheder for mere.. For måske at vokse og bide lidt skeer med de nogle af de større hård rock og metalfestivaler i udlandet. Men det kræver nok lidt mere skarphed hvad angår de øverste 20 % af bands på programmet.
Eneste reelle anke fra min side er en lidt for stor iver efter, at præsentere for mange af metalgenrens mere kiksede tilbøjeligheder. Mange af udenoms-gøglerierne som går løs i det såkaldte Biergarten, tenderer det platte. Men hell, så holder man sig jo bare væk derfra! For når alt kommer til alt, så er der plads til både det bøvede og det seriøse. Bare musikken og koncerterne er opprioriteret og i fokus, så er det til at overse - og leve med!
Så ja, vi ses i 2016, hvor Copenhell går løs i dagene 16.-18. juni.
