(UPI Media)
Animationsfilm er ikke længere hensat til at være fra Disney/Pixar eller DreamWorks, i hvert fald hvis det skal ses med amerikanske briller. Siden Illumination slog igennem med den succesfulde "Grusomme Mig" fra 2010, er der dukket en efterfølger op, og der er flere film i serien i støbeskeen. Filmenes små gule skabninger, de såkaldte "minions", har dog haft et helt andet liv og er blevet særdeles populære på blandt andet diverse sociale medier. Nu er der kommet en slags spin-off af forhistorien om deres tilhørsforhold til grusomme diktatorer og monstre, som de altså vil tjene for enhver pris.
Minions er uheldige. Hvem end de forsøger at tjene, om det er glubske afskyelige snemænd eller Napoleon, ender de små klodsede væsner altid med at dumme sig og på en eller anden måde komme i uføre. Men det er en nødvendighed for dem at tjene en grusom herre. Så da de på et tidspunkt etablerer deres eget samfund, går de efter en periode i hundene, netop fordi de ikke har en ond hersker at tjene. De tre eventyrlystne minions, Kevin, Stuart og Bob, beslutter sig imidlertid for at finde nogen at tjene, og de tager derfor ud i den store verden for at lede efter denne helt specielle, og minions-tålmodige, hersker.
Hvis Grusomme Mig-filmene er til både børn og voksne, må Minions siges at være udelukkende til børn, og navnligt dem under ti år. Tonen, virkemidlerne og historien i Minions er tilpas barnlig til, at der kan score billige points på den konto, hvis de forsømte unger skal have et hurtigt grin, som er glemt lige så hurtig igen, mens den for det mere voksne publikum er grusomt umorsom og kedsommelig, og ja - helt ligegyldig.
Den står på slapstick, fald-på-røven-humor og klichéer af den værste skuffe i halvanden times tid, som dog reddes af visse finurlige og kreative påfund. Historien har intet at fortælle. Groft sagt handler filmen egentlig kun om at se minions dumme sig, og gerne på et så lavt plan, at alle aldersgrupper kan være med. Der er snedigt indlejret referencer, men ingen underforståede jokes eller noget, som er bare en smule godt tænkt. Efter et kvarters tid er det ca. så underholdende som at se en evnesvag hund glubsk jagte sin egen hale. Eller, vent - SÅ underholdende er det ikke engang.
Instruktør Pierre Coffin, der også står for de selvmordstruende-irriterende stemmer og lyde til de gule ærter-farvede minions, fanger nærmest med garanti de helt små børn. De androgyne skabninger ligner i form og udtryk små børn og er på den måde små identitetsskabende tegnefilms-kruseduller. Andre ville måske mene, at det er ualmindeligt kalkuleret dårlig smag, men sådan er der jo så meget. Derfor skal Minions også ha', at karakteren er et udtryk for det kompromis, forældre indimellem må indgå, når deres glade børn griner over en dårlig film uden selv at vide, at den er dårlig.
MINIONS
Se spilletider
Se filminfo
