Flere nyheder

 
Musik
God start for RF15

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
God start for RF15
Søn. 5. jul. 2015

Roskilde Festival startede ud med hovedprogrammet en dag tidligere en normalt, så onsdag var i år første "rigtige" dag. En ændring, der vel næppe gør det store - undtaget at de slidte festivalgængere nu får en søndag til rekreation inden en ny uge står for døren. (Foto: Honningbarna af Claus Wrang Riis Michaelsen)

Og med en vejrudsigt der var i top for alle fire dage, en forholdsvis tidlig annoncering af udsolgt, samt et program, som havde en række spændende navne listet, var der linet op for fire lækre dage i Roskilde igen.

Onsdagens program var ikke festivalens stærkeste set over de fire dage, men en blød og mindre presset kick off var til at leve med. Så vel landet, indlogeret og med de sædvanlige forventninger og spændinger, gik vejen mod årets første show i Roskilde regi, nemlig amerikanske Off!, der var sat til at spille på Avalon scenen,

Off! er et hardcore punkband, der er frontet af sanger Keith Morris, som tidligere blandt andet har væltet scener verden over med legendariske Circle Jerks. Resten af bandet udgøres folk fra bands som Redd Kross og Rocket from the Crypt. Så noget der kunne ligne en såkaldt supergruppe.

Men nej, der var intet super noget som helst over bandets optræden på Roskilde. Og scenen eller publikum blev bestemt ikke væltet. Off! leverede en rimelig kedelig omgang punk, der aldrig rigtig kom helt ud over scenen. Lyden var fesen og uden meget power, og Keith Morris havde en ubændig trang til at ævle og kævle og fortælle historier, så showet aldrig fandt et ordentligt flow og energi. Bevares, bandet gik da lejlighedsvis all-in, men det hjalp ikke rigtigt. Scenen var stor til bandet og de nåede aldrig rigtig publikum, så første koncert på årets festival blev ikke den store fornøjelse.

Man kan så håbe, at Off! listede forbi Pavilion scenen klokken 22, for her var de unge rødder i det norske band Honningbarna på programmet. De spiller også punk, men med en mere moderne, tung og fyldig lyd. Og her fik et tæt proppet telt al den energi, nærvær og intensitet, som man kan ønske sig af et punk show. Allerede efter få numre kastede både forsanger og guitarist sig ud blandt den bølgende folkemængde og viste, hvor vigtigt samspillet er med publikum. Det var vist meget få - hvis nogen - der gik uforløst fra denne koncert!

Sidste koncert for mit vedkommende blev med amerikanske The War on Drugs på Arena. Bandet gør sig i en fornemt udført rock med tråde til blandt andet både mere syret rock og klassisk amerikansk rock. Bandet spiller fremragende, og det gjorde de også på Roskilde onsdag aften og nat.

The War on Drugs smed en setliste, der som sådan var godt varieret. Men overvejende var koncerten nok især for fans af bandet, for deres show var ikke specielt varieret. Det hele krævede lidt, at man kunne læne sig tilbage, lukke øjnene og bare flyde med i deres vellydende og virkelig gennemførte musikalske univers. Og det var der mange der gjorde. Men hørt, set og oplevet herfra, der fremstod koncerten for indadvendt. Måske man skulle have indfundet sig helt fremme, så man kunne have lukket al den sædvanlige festival rumsteren og uro ude og bare givet sig hen til bandets ikke sjældent magiske og inciterende lydlige landskaber.