Florence + The Machine og Paul McCartney var to af Roskilde Festivalens helt store navne på den Orange scene. Førstnævnte spillede på Orange torsdag, hvor Paul McCartney og band gik på lørdag aften.(Pressefoto: Paul McCartney)
Florence + The Machine
Der er ikke så lidt kunstnere, som har taget stigningen fra de små scener på Roskilde Festivalen, for senere at havne på Orange Scene. Britiske Florence Welch er gået fra at været et mindre navn, til nu at være et af tidens største, når hun vælter hitlisterne i verden som Florence + The Machine. Til trods for en større energiudladning fra hendes side, svigtede hendes band og det indtil videre temmeligt begrænsede bagkatalog, som en stor del af publikum tydeligvis ikke kendte til.
Først og fremmest må man tage hatten af for Florence Welchs løbearbejde og arbejdsiver. Til trods for at den 28-årige sangerinde har brækket foden under en tidligere koncert for ikke mindre end to måneder siden, sprinter hun rundt i teatralske krumspring og kaster sine røde lokker rundt til stor fornøjelse for publikum. Forbilledet er Kate Bush, og selvom Welch prøver rigtigt hårdt, tåler de to absolut ingen sammenligning. Selvom Welch har stemmen og koncert-karismaen, har hun hverken så gode sange eller samme talent som sin landsmand.
Fra en hidsig opstart, gik koncerten imidlertid i druknedød-farlige dødvande. En kedsommelig og intetsigende stemning overtog hurtigt, særligt da bandet stod som halvskæve saltstøtter og gloede på deres anderledes dansende og tændte forsangerinde. Det virkede dog glimrende på hendes mest hardcore fans, de følsomme teenagepiger med tårevædet sort mascara, der hujede og skreg hele tiden. Først da de sidste numre, og egentlige hits som "Dog Days Are Gone" og covernummeret "You Got the Love", kom på, blev resten af pladsen vækket til live igen, men kun for en kort stund.
Paul McCartney
Uanset hvem der ellers trækkes op af hatten, kan nærmest ingen overgå Paul McCartney som hovednavn. Den 73-årige brite har siden sin gang som bassist i The Beatles været et symbol på rock n' roll, han har praktisk talt været med til at skabe og genskabe betegnelsen siden 50'erne, og at det var lykkes Roskilde at få ham til at lukke festivalen lørdag aften, må på alle niveauer siges at være et scoop af de helt store. Publikum var også dukket forventningsfuldt og talrigt op, helt afgjort for at høre mere The Beatles, end hvad McCartney ellers har budt på. De fleste glemte formentlig, at den snart 55 år lange karriere også har budt på tiderne i Wings og som soloartist. Og så mange år på bagen må give en eller anden form for metaltræthed, trods alt.
Det startede rigtigt fint med "Magical Mystery Tour", der lagde tonen for et rigtigt flot show, som bød på fyrværkeri og imponerende visuals på de enorme skærme. McCartney virkede ikke altid helt opmærksom på, at han skulle tale ind i ellers mange opstillede mikrofoner, men klarede sig igennem med charme og en afslappende indstilling, der bød på hyggelige røverhistorier fra tiden med de nu afdøde John Lennon og George Harrison. Fantastiske og rørende udgave af "Black Bird" og "Let it Be" cementerede McCartneys status som en af de bedste sangskrivere i musikhistorien, mens det ved andre sange kneb med at fastholde et ældre publikum, der ventede på at genoplive ungdommen med Beatles sange.
Med 37 sange, afrundende med en bogstavelig talt eksplosiv "Live and Let Die", gjorde Sir Paul McCartney dog sit for at give smagsprøver på et uoverskueligt stort bagkatalog, der stadig tæller flere hits end nogen anden kunstner endnu har lavet.
