"Violette" er den franske filminstruktør Martin Provosts biopic om Violette Leduc (1907-1972). Leduc var en fransk forfatter og filmen fokuserer på perioden i hendes liv fra hun er 40 til 60. Karakteren Leduc er svær at holde af, men filmen viser fint det unikke forhold hun havde til forfatteren Simone de Beauvoir. Foto: Camera Film)
Martin Provost nød kritisk og kommerciel succes i Frankrig med Séraphine (2008); en film, der fortalte om præsten, senere husmor og endelig maler, Seraphine de Senlis. Provost vender nu tilbage til biopicgenren, der har givet ham stor anerkendelse og har skabt Violette om den franske forfatterinde Violette Leduc.
Violette er inddelt i syv kapitler spændt over mere end to timers spilletid. Hver af disse kapitler refererer til en nøgleperson i Violette Leducs liv, hvor hovedvægten ligger på Leducs venskab med, og forelskelse i, forfatteren Simone de Beauvoir. Kapitlerne viser bizarre venskaber, litterære indflydelser og kærlighedsforhold.
Filmen starter med en sort skærm og Violette Leducs stemme fortæller os, at grimhed hos en kvinde er en dødssynd. Med denne enkelte sætning har hun givet os en idé om hendes livsperspektiv og selvkritiske personlighed. Og denne sætning skal vise sig at være et gennemgående tema i filmen, hvor ingen rigtigt vil binde sig til denne grimme ælling. Men en af grundene til Violettes ensomhed er også hendes meget uelegante hysteri og selvoptagethed (det er i hvert fald sådan hun portrætteres i filmen), der tangerer til det melodramatiske og teatralske i, hvor Leduc karakteren (spillet af Emmanuelle Devos) er meget svær ved at holde af som tilskuer. Værket vokser dog langsomt med opgaven og bliver mere troværdigt i scenerne med Simone de Beauvoir (sofistikeret spillet af Sandrine Kiberlain) og udviklingen af deres venskab på trods af meget modsatte personligheder.
Undertegnede har det noget ambivalent med Provosts Violette: På den ene side føles filmen for lang og karakteren Violette Leduc er så svær at holde af, at hun er på grænsen til at være en ulidelig hovedperson. På den anden side, så kan man ikke lade være med at have ondt af Leduc, for det lykkes Provost fint at bruge Leducs skriverier (bl.a. L'Asphyxie (1946) og La Bâtarde (1964) læst som voice over i filmen) til at forklare os, hvordan hendes personlige problemer skyldes, at hun som "bastardunge" aldrig har følt sig elsket. Især er filmen interessant fordi den viser hvordan to store forfatterinder, Leduc og de Beauvoir, er med til at påvirke kvindernes rettighedskamp ved at kræve nye udtryksformer med mere frihed og seksualitet.
Hvis Leduc og de Beauvoir havde levet i dag, ville de have erfaret, hvor meget indflydelse de har haft på ligestillingskampen, selvom der stadigt synes at være lang vej.
VIOLETTE
Se spilletider
Se filminfo
