(Foto: Walt Disney Studios Motion Pictures)
Selv den mindste superhelt kan udføre store heltegerninger.
Superheltegenren kører i tomgang. Selvom markedet burde være mere end stopfodret, bliver de største spillere, Disney og Marvel samt Warner og DC Comics, ufortrødent ved med at spytte den ene metervare ud efter den anden. Få undtagelser gør, at genren forbliver en smule spiselig. Marvels Ant-Man er et tiltrængt eksempel på dette.
Klatretyven Scott Lang (Paul Rudd) har, trods de eminente evner ud i det kriminelle, en særlig evne til at gøre sig uheldigt bemærket. Da den godmodige Lang efter at have afsonet en lang fængselsdom endelig kommer ud til sin datter og vil starte på en frisk, viser det almindelige erhvervsliv sig at være en smule omstændeligt at tilpasse sig, når man er kendt som tyv. Dog har den pensionerede videnskabsmand Hank Pym (Michael Douglas) bemærket Lang, og får overtalt den ikke-altid-heldige klatretyv til at afprøve den geniale Ant-Man-dragt. Det viser sig, naturligvis, at der er andre knapt så godmodige skurke, som vil have fingrene i dragten og bruge den til ekstremt ondskabsfulde formål.
Visse film er berygtede allerede før, de kommer i biograferne. Dette gør sig særligt gældende i forbindelse med filmatiseringen af den ellers upåagtede Ant-Man, hvor der opstod godt gammeldags Hollywood-drama i kulissen. Den oprindelige instruktør, britiske Edgar Wright, kom på kant med den topledelsen i Marvel og valgte derfor at forlade projektet og blev afløst af instruktøren Peyton Reed. Wright, som er kendt for den såkaldte Cornetto Trilogi, de tre småskøre komedier Shaun of the Dead, Hot Fuzz og The World's End, virkede fra start som et interessant valg og lagde en del energi i forarbejdet til Ant-Man. Hvordan det kunne have endt under Wright, kan der jo altid gisnes om. Ant-Man har et potentiale hen i det vanvittige, som Reed imidlertid får realiseret.
Historien i Ant-Man er ikke særligt uforudsigelig, faktisk er den alt andet. Til gengæld er den fornøjelig, humoristisk og ekstremt fantasifuld, grænsende til den latterlige. Hvilket absolut, i denne sammenhæng, er positivt. Balancestangen holdes imidlertid behændigt og fokuseret med komplet skøre indfald, der for en gangs skyld vækker barnlig glæde ved en superheltefilm. En særlig selvironisk tone, over for den jordnære far-datter-fortælling, skaber alt i alt en letbenet og hyggelig superheltefilm, der står distancen til trods for en selvdød genre.
Paul Rudd er ideel som den uheldige, men selvretfærdige og dobbeltmoralske Scott Lang, men det er faktisk de andre karakterer, som hæver filmen et niveau. Michael Douglas er intet mindre end fantastisk som temperamentsfulde Hank Pym, og han stjæler flere scener med sin blotte tilstedeværelse. Michael Peña er perfekt underspillet som Scott Langs bøvede og uventet interessante hjælper, mens Corey Stroll er en af de mest overbevisende psykopater i en superheltefilm, jeg har set længe.
Se Ant-Man, hvis du vil overbevises om, at superheltegenren stadig har noget at byde på. - Når det er sagt, så har Ant-Man ikke andet at byde på end ren underholdning og virkeligt fantasifulde indslag.
ANT-MAN
Se spilletider
Se filminfo
