(Foto: Natlys Film)
Italiensk film har tradition for bittersød nostalgi. Lige fra de tidlige stumfilm som "Cabiria" og "Quo Vadis?" fra 1910'erne, "Mine aftener i Paradis" fra 1989 og senest Oscar-vinderen i 2013, "Den store skønhed", har det tilbageskuende blik altid være et italiensk tema; ofte med en implicit kritik af, hvordan kapitalismen har korrumperet samfundet og menneskene i det. Til trods for tematisk genbrug over mere end 100 års filmhistorie, formår de kære italienere igen og igen at tilføre store følelser og ren magi, hvilket dannelseshistorien "Miraklerne" er endnu et eksempel på.
I Miraklerne følger vi den 12-årige Gelsomina (Maria Alexandra Lungu). Som den ældste i en søskendeflok på fire er hun den tvivlsomme arvtager til et idealistisk biavler-foretagende, som hendes far, den specielle Wolfgang (Sam Louwyck), har opbygget. Som tweens er flest, drømmer Gelsomina sig langt væk fra de landlige omgivelser, og måske bliver hendes drømme en dag opfyldt. Da der skal optages et tv-show i den lokale landsby, anført af den gudesmukke værtinde Milly (Monica Bellucci), ser Gelsomina det som en mulighed for at hjælpe sin økonomisk trængte familie.
Som i enhver god dannelseshistorie optræder der i Miraklerne en vis genkendelighed under de hede sommerhimmelstrøg. De skelsættende episoder dén sommer, som markant ændrer den lille piges liv, er nok indhyllet i en sentimental tone, hvor både landidyl og en verden uden storkapital hyldes, så honningen driver ned ad væggene. Alligevel holdes en nøje balancegang mellem det selvironiske og selviscenesættende. Millys rædsomme retro-dyrkende tv-show om det primitive liv på landet som det nye sort, er en nærmest pervers satire over storbymenneskets selvopfattelse. Modsat Wolfgang, der står som den kontrære systemkritiske hippie uden egentlig selvindsigt. Midt i det hele står naturligvis Gelsomina. Hun er svær ikke både at hade og elske som den 12-årige uden synderlig megen livserfaring, der pludselig kastes ud i en række absurde optrin.
Instruktør Alice Rohrwacher har valgt at optage det støvede landmiljø i, hvad der føles som varme smalfilmsbilleder. Æstetikken giver en umiskendelig magisk-realistisk følelse, der gennemsyrer den på mange måder barske historie om idealismens forfald. Den lille familie, der forsøger at overleve på primitive vilkår, står over for kapitalismens mægtige direktiver - samtidig med at livet på landet udvaskes af dårligt produceret tv, der søger at sælge idéen fremfor de værdier, som Wolfgangs livsprojekt er funderet i.
Miraklerne er tankevækkende satire og poetisk coming-of-age drama, der følger en fornem og nostalgisk italiensk filmtradition, der endnu engang er ved at blomstre.
MIRAKLERNE
