Den tidligere frontmand i Marillion, Fish, gav lørdag aften på mindeværdig vis en værdig afskedsgave til sit publikum. I mere end to timer spillede han først numre fra soloudgivelserne, hvorefter resten af aftenen var afsat til albummet "Misplaced Childhood" fra '85, som blev spillet i sin fulde længde.
Soloalbums
Udover de fire monumentale albums, som Fish indspillede sammen med Marillion i firserne, har han selv formået at udgive ti studiealbums plus en række livealbums og compilations. Denne aften bestod den første time af numre fra hans solokarriere, og nærmest symptomatisk var første nummer "Pipeline" fra Suits ('94). Man fik fornemmelsen af selv at befinde sig i en "pipeline", mens vi ventede på det, alle var kommet for at høre. Seks numre senere var vi heldigvis fremme ved hovedattraktionen, selvom Fish underholdt med lune og humor mellem numrene, hvor især Donald Trump fik på puklen.
"We don't need no fucking wig"
I det hele taget var der en fantastisk fin kontakt mellem publikum og Fish, og der blev også plads til at drille de fremmødte mænd i salen for at have nogenlunde samme frisure som den stort set skaldede sanger.
Men da "Perception of Johhny Punter" fra Sunsets on Empire klingede af, steg forventningen betragteligt blandt publikum, og da introen til "Pseudo Silk Kimono" blev slået an, nærmest eksploderede salen i en skov af hænder.
Herefter blev Misplaced Childhood leveret med en tændt og konstant dansende Fish, og der var fællessang med publikum på især den smertefulde kærlighedserklæring "Kayleigh" og den efterfølgende "Lavender". Også Fish' hyldest til sin egen skotske hjemstavn i nummeret "Heart of Lothian" fik i den grad publikum med. I det hele taget var genhørsglæden blandt publikum ved det 30 år gamle album ganske simpelt enorm. Sjældent har jeg været til en koncert, hvor publikums begejstring var så overstrømmende. Da showet endelig var færdigt med "White Feather", blev bandet klappet på scenen til ekstranummeret "Market Square Heroes", som var Marillions allerførste singleudspil fra '82. Men stik imod planen stoppede det ikke her. Efter endnu et stormende bifald fik vi et sidste nummer fra solokarrieren, nemlig "The Company" fra Vigil in a Wilderness of Mirrors.
"My name is Derek and I'm a Fish"
Herefter takkede en tydeligt rørt Fish af og forlod endelig scenen efter en fantastisk præsentation af både sit eget materiale og det tydeligvis stadig ekstremt populære Marillion-album.
Det eneste, som trak ned denne aften, var et noget anonymt band, der ikke gjorde meget væsen af sig og som momentvist slet ikke havde det punch, der skal til for at spille Marillion op. Derudover var lyden simpelthen for en sjælden gangs skyld i Amager Bio alt for ringe. Guitaren var for lav, og vokalen lavede ofte feed back. Men det ændrede ikke på den rus af begejstring, som publikum befandt sig i ved genhøret af det klassiske album, og vi er mange, der takker Fish for den musik, han var med til at skabe i et af firsernes mest banebrydende progrock bands.
FISH gav koncert i Amager Bio 8. august 2015.
