(Foto: SF Film)
Woody Allen har endnu engang vredet en drama-komedie ud af filmmaskinen. "Irrational Man" har en flot fernis og sikkert skuespil fra de to hovedkarakterer, men lugter lidt af venstrehåndsarbejde. Er du glad for Allen, er den et jævnt bud. Hvis ikke, bliver du næppe omvendt.
Litteraturprofessor Abe Lucas (Joaquin Phoenix) går lange ture, mens han taler om filosofi og kunst med sin unge elev Jill (Emma Stone). Han er nået til et absolut nulpunkt i sit liv, synes han. Ligeså led og ked af det hele, han er, ligeså nysgerrigt lapper Jill hans livstrætte mørke i sig. Kommer denne tristesse med alderen? Ikke når det kommer til Abes kollega, Rita Richards (Parker Posey). Også hun er sulten efter Abes selskab, men mere som en hunulv end som vårhare-Jill.
Rita er ikke i tvivl om, hvad hun vil have: god sex og et hus i Spanien. Men hvad med Abe? En dag overhører han og Jill en fortrolig samtale ved nabobordet på en café, og det går snart op for ham, at meningen med hans liv ligger og venter i hænderne på en fremmed. Abe får farven tilbage i kinderne. Men selvom alt med ét står lysende klart for Abe, får hans nye livs mission store konsekvenser.
Irrational Man er en jævn Woody Allen-film. Filosofiske spørgsmål diskuteres i en smagfuld og dannet verden, og drama blander sig med komik og et let-på-tå-soundtrack, der tager brodden af det tunge. Det er et tempo og en stil, vi kender fra hans tidligere film som Vicky Christina Barcelona og Match Point. Når Allen er bedst, drypper det alvorlige igennem det lette som en let syreregn, så man på én gang bliver underholdt og en smule klogere på sig selv og tilværelsen, som vi f.eks. så det i Blue Jasmine fra 2013. Men Irrational Man mangler nærhed, og fortællingen er underligt kunstig, som et teoretisk tankespind, der måske nok stiller nogle evigt aktuelle og tirrende spørgsmål om etik og kærlighed, men ikke rigtig formår at gøre det virkeligt foran os.
Her skal det alligevel tilføjes, at der er øjeblikke med dirrende angst og sort humor, der overrasker i strømmen af småsnakkende feel good. Succesen skal her især tilskrives det solide skuespil af Joaquin Phoenix og Emma Stone, der begge formår at give nogle ellers konstruerede scener nerve. Men der er tillige scener, der er direkte klodsede. Særligt forholdet mellem Jill og hendes kæreste er stift og til tider utroværdigt. Der er udviklinger i plottet, som er himmelråbende urealistiske, og selvom det er tydeligt, at Allens ærinde ikke er et skudsikkert krimiplot, men snarere de moralske forviklinger, er det alligevel provokerende, når man mistænker, at instruktøren ikke har gjort sig umage.
Irrational Man kører videre i et velkendt spor, som Woody Allen efterhånden har cementeret godt og grundigt. Man kan mene, at vejen nu er blevet så bred og jævn, at Allen slår autopiloten til. Man kan også mene, at denne film er en ommer. Men trøst dig i så fald med, at der uden tvivl kommer flere af slagsen fra den flittige instruktørs hånd.
IRRATIONAL MAN
Se spilletider
Se filminfo
