(Foto: Paradisbio)
Den socialrealistiske dansefilm "Geronimo" har gode hensigter, men pointerne drukner i en alt for rodet fortælling.
Fransk film er i løbet af de seneste år ved at være kommet tilbage på det niveau, som ellers har kendetegnet den ærekære industri. I hvert fald når snakken går på internationalt format, hvor særligt Adéles Liv del 1 og 2 og De urørlige nok er de største eksponenter. Til trods for de gode filmiske takter er der naturligvis også de forglemmelige titler indimellem. En af dem er sigøjner-dansefilmen Geronimo, instrueret af hæderkronede Tony Gatlif, som drukner de ellers gode hensigter i alt for teatralske toner.
Sensommeren er kvælende varm i Sydfrankrig, hvilket smitter af på stemningen blandt de lokale unge. At den smukke tyrkiske pige Nil (Nailia Harzoune) flygter fra et arrangeret ægteskab for at være sammen med den charmerende sigøjner Lucky (David Murgia), hidser dog stemningen yderligere op. Socialpædagogen Geronimo (Céline Sallette) prøver alt for at lempe på stemningen mellem de to lokaler klaner, hvilket udfolder sig i dramatiske danse-krige.
Rå socialrealisme har altid været en markant del af den franske selvforståelse i kunstneriske udtryk, især inden for litteratur og film. Temaerne i Geronimo er derfor helt klassiske, hvor fremstillingen af det ungdomskriminelle miljø i de støvede ghettoer er realistiske indblik i en underverden, hvor håbet blandt mange unge og børn er så godt som forsvundet. Geronimos kamp blandt de utilpassede unge er bestemt prisværdig - som et slice of life-portræt - men synes også helt igennem formålsløs. For uanset hvor interessant det er at være vidne til en helt igennem klassisk kamp mellem klaner med stolte traditioner, der fastholder gamle værdier i et land, de ikke kan identificere sig med, savner Geronimo en egentlig pointe.
Rent narrativt byder Geronimo på en række problemer. Karaktererne, som der er rigtigt mange af, er kunstige og konstruerede. Idéen er formentlig at give universet liv med en underverden bestående af et skævt persongalleri; de bliver imidlertid aldrig flerdimensionelle mennesker og fremstår i stedet som saltstøtter i et symbolsk brætspil. Brugen af dans i konfrontationerne mellem tyrker- og sigøjnerklanerne som en poetisk metafor på kulturelle forskelle er egentlig godt tænkt som virkemiddel - men giver også associationer til bølgen af amerikanske teen-flicks, såsom den populære Step Up-franchise, hvilket nok ikke er helt tilsigtet. Brugen af en klassisk Romeo og Julie-rammefortælling, som historien om Nil og Lucky helt basalt er, udnyttes heller ikke til fulde.
Den gavmilde brug af velkendte stilmæssige og narrative virkemidler samt den manglende gennemsigtighed i forbindelse med en egentlig pointe forvirrer mere end den gavner. Der er noget med integrationskritik, noget med ulykkelig kærlighed, noget med traditioner - alt sammen krydret med en socialrealistisk tone. Der er ingen svar på tiltale i den franske slum, og det er måske pointen. Dog er Geronimo så ekstremt rodet fortalt, at enhver form for eftertænksomhed hurtigt er glemt.
GERONIMO
Se spilletider
Se filminfo
