(Foto: DFI)
"Omar", af palæstinensiske instruktør Hany Abu-Assad, er muligvis ikke den nemmeste film at se i år, men det er en af de vigtigste og mest tankevækkende.
Palæstina har i årtier været smeltedigel for den endeløse konflikt på Vestbredden i Mellemøsten, hvor de territoriale kampe mod Israel har trukket mange overskrifter i vestlige medier. Men i dækningen af det storpolitiske spil får det menneskelige perspektiv sjældent lov at fylde ret meget. Den dobbelte Oscar-nominerede palæstinensiske instruktør, Hany Abu-Assad, prøver med Omar at belyse en menneskelig dimension - modsat de sort/hvide-fjendebilleder af de involverede i konflikten, der ofte tegnes udefra.
Den unge bager Omar (Adam Bakri) bor på den palæstinensiske side af den mur, som adskiller Palæstina og Israel. Når muligheden viser sig, besøger han sin kæreste Nadia (Leem Lubany) og hendes storebror Tarek (Eyad Hourani), der er leder af den modstandsgruppe, Omar er en del af. Krøllen på halen er, at ingen kender til forholdet mellem Omar og Nadia, og ingen må vide noget, før de har fået tilladelse til at indgå ægteskab. De fremtidige planer bliver dog udskudt, da Omar bliver fanget af det israelske politi efter en aktion, hvor en politimand er blevet slået ihjel. Omar får stillet et svært valg; at spionere for israelerne, for at komme ud til Nadia, men dermed bedrage sine venner, eller blive i fængsel på livstid. Da Omar slippes fri - splittet mellem løftet til israelerne og sin loyalitet til modstandsgruppen - viser det sig, at han ikke er den eneste, som spiller et farligt dobbeltspil.
Abu-Assads fortælling om umulig kærlighed i en kaotisk krigstid er medrivende og hårdtpumpende intens, samtidig med at det er et hjerteskærende portræt af valgets konsekvenser og bedragets pris. De sværeste beslutninger bliver truffet, når der ikke længere er nogen alternativer. Dog fastholder Omar stædigt en tro på de rette valg, det simple liv og drømmen om den store kærlighed. Uanset geografi er det vel menneskelige forudsætninger for eksistens, når alt kommer til alt?
Mødet med den iskolde virkelighed på Vestbredden da fælden klapper, får filmen til at knække for Omar. Den unge bager fanges i et spind af udspekulerede løgne, der ikke er til at gennemskue. Afmagten i Omar er gennemtrængende, i et genremæssigt ingenmandsland mellem drama, ungdomsfilm, thriller og en semi-dokumentarisk cinéma vérité-æstetik. Og alligevel eksisterer der i Omar et rum, hvor indblikket i de umiddelbart så rabiate, brutale og hadefulde handlinger blødes op med et menneskeligt grundlag for forståelse. Den nøje udtænkte historie sørger for, at ingen kan sige sig fri for en stor mundfuld eftertænksomhed, mens Abu-Assads fornemme instruktion underbygger et følelsesmæssigt engagement i det unge og meget velspillende persongalleri.
Omar er muligvis ikke den nemmeste film at se i år, men det er en af de vigtigste og mest tankevækkende.
Omar vises i en begrænset periode i Cinemateket, fra d. 20. august til og med d. 30. august.
OMAR
