(Foto: Warner)
Guy Ritchie. Navnet på denne britiske instruktør bør få en klokke eller to til at ringe. Ritchie er en af de mest succesfulde engelske filmskabere gennem tiderne, i hvert fald når der kigges på ren økonomisk fortjeneste, med de to "Sherlock Holmes"-film in mente. Kvalitetsmæssigt svinger det dog gevaldigt for den 46-årige filmmand. "Spionen fra U.N.C.L.E." er en af de film, der ligger i den kedelige ende af skalaen.
Baseret på tv-serien af samme navn fra 1964, foregår Spionen fra U.N.C.L.E. under Den kolde krigs intense våbenkapløb mellem USA og USSR, den forhenværende russiske republik. Da en forbryderorganisation mistænkes for at bygge atomvåben, og i øvrigt have relation til nazisterne, der jo altid er ondere end både kommunister og kapitalister, indgår CIA og KGB en midlertidig alliance. Deres to bedste agenter, Napoleon Solo (Henry "Supermand" Cavil) og Illya Kuryakin (Armie Hammer), får modvilligt til mission at samarbejde om at sætte en stopper for forbryderorganisationen.
Spionen fra U.N.C.L.E. lugter langt væk af en sammenkogt portion James Bond og superheltefilm, helt uden at være smagt ordentligt til. Ganske vist er Guy Ritchie, som altid, garant for ingredienser som vilde actionsekvenser, hurtig MTV-klipning og en karakteristisk coolness. Det ser skam godt ud. Det er bare ærgerligt, at de noget tomme kalorier ikke har skyggen af substans.
Koldkrigs-spionaction, et elegant tidssvarende soundtrack og ikke mindst en filmæstetik taget direkte ud fra en Sean Connery-Bondfilm - hvad i alverden kan gå galt? Stort set alt det, der på papiret ser ud til at fungere. Udførelsen er underligt jævn. Som i enhver anden spionfilm er ugennemskuelige dobbeltspil og et snedigt udtænkt plot essentielt. Spionen fra U.N.C.L.E. er imidlertid hverken ugennemskuelig eller snedigt udtænkt, for den sags skyld.
Rivaliseringen mellem Solo og Kuryakin slår aldrig gnister, uanset hvor mange kindheste de end uddeler til hinanden. Til trods for at både Cavil og Hammer virker noget nær perfekt castet til rollerne, bliver de aldrig medrivende partners in crime, simpelthen fordi de ingen kemi har sammen. Svenske Alicia Vikander, der som Gaby bliver omdrejningspunktet for et komplet ligegyldigt trekantsdrama med de to spioner, underbygger, hvor svagt karaktererne svinger sammen. Den ellers altid veltimede Ritchie-humor rammer i mange sekvenser helt ved siden af, hvilket absolut heller ikke hjælper på helhedsindtrykket.
Selvom historien lider under at være alt for meget knald og brag og alt for lidt indhold, vejer den forrygende indledning op. Den tidslige dimension, med bl.a. et Øst- og Vestberlin anno 1963, er fantastisk godt portrætteret. De opfindsomme biljagter er i sig selv værd at se filmen for, mens soundtracket er rigtigt godt. Spionen fra U.N.C.L.E. er en jævn og overvejende ligegyldig popcorn-flick, der enten skal ses i biografen - eller slet ikke ses.
SPIONEN FRA U.N.C.L.E.
Se spilletider
Se filminfo
