Flere nyheder

 
Film
Nærkontakt med et tankeeksperiment

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nærkontakt med et tankeeksperiment
Ons. 2. sep. 2015


(Foto: Dox:Bio)

Forestil dig dette tankeeksperiment: En fremmed livsform lander på Jorden, med rumskib og det hele. Sådan i virkeligheden. Hvordan i alverden ville verdenssamfundet reagere? Hvordan ville du reagere? Svarene på dette i grunden ganske banale spørgsmål viser sig imidlertid at være temmelig omstændelige, i tilfælde af at en række eksperter bliver spurgt. Det gør de i dokumentarfilmen "The Visit".

I The Visit er diverse myndigheder inviteret med til dette tankeeksperiment, der kan betegnes som dokumentering af en slags simulering af "hvad-hvis-nu-rumvæsener-landede". Tilskueren spiller livsformen, der trækkes rundt i et bureaukratisk helvede og lader sig interviewe af forbeholdne teologer, embedsmænd og -kvinder, videnskabsfolk og militære repræsentanter.

Præmissen for danske Michael Madsens dokumentar er interessant, men også vævende i sin form. Dette hænger uløseligt sammen med filmens tematik. Eftersom der endnu ikke har været kontakt med rumvæsener, i hvert fald ikke officielt, ville det også være noget helt nyt at forholde sig til. Ikke alene for almindelige borgere, men også for myndigheder og andre instanser. Det betyder imidlertid også, at The Visit er enormt rodet fortalt, og derfor føles store dele af narrativen formålsløs.

Hvad præcis Michael Madsen prøver at fortælle, forbliver lige så vævende som filmens form i sig selv. Ikke alene føles narrativen enormt henkastet. Meget af materialet, der udover de mange interviews er en masse miljø- og dækbilleder, føles malplaceret. En del videomateriale er tydeligvis brugt i mangel af bedre, og ofte er der ingen sammenhæng mellem det, der bliver sagt i interview-delene, og det visuelle, som kan være alt fra drømmeagtige sekvenser til fjollede konstruerede scener, hvor folk flygter fra en kameradrone. I det hele taget er Madsen temmelig glad fra sin drone, og et high speed kamera. Sidstnævnte giver afgjort flotte, småpoetiske slowmotion-optagelser. Der er blot ofte ingen pointe med det materiale.

The Visit er et spændende tankeeksperiment, der ikke følges helt til dørs. Potentialet bliver simpelthen aldrig indfriet, og efterlader i stedet en lang række spørgsmål. Og det er ikke dem af den eftertænksomme slags, der indtager det lille hjem, og fører til diskussion og overvejelse.

THE VISIT - an alien encounter

Se spilletider
Se filminfo