(Foto: Scanbox)
Den debuterende instruktør Giulio Ricciarelli står bag årets tyske Oscar-kandidat. "Tavshedens Labyrint" skildrer Tysklands opgør med fortidens ugerninger, og den træder ikke varsomt.
Få nationaltraumer kan sammenlignes med det, Tyskland har tygget på siden 2. Verdenskrig. Den totale selvfornægtelse af nazitidens grusomheder, der herskede i årtier efter Det Tredje Riges kapitulation i 1945, hæmmede erkendelse og reel viden om, hvad præcis der foregik under holocaust - den systematiske udslettelse af bl.a. seks millioner jøder. Tyskland som ellers højkulturel nation var i en choktilstand; som kulturkritikeren Theodor W. Adorno skrev, var det at skrive poesi efter holocaust barbarisk.
Vesttyskland 1958. Den nyudklækkede frankfurter-jurist Johann Radmann (Alexander Fehling) hungrer efter at få udlevet sin retfærdighedssans. Fortidens skygge fra Nazityskland hænger nemlig ved i bevidstheden på den unge idealist. Da Johann finder ud af, at en tidligere kz-officer arbejder som folkeskolelærer, bliver det starten til et omfattende korstog mod de nazister, der aktivt deltog i omfattende krigsforbrydelser. Det viser sig nemlig, at den pågældende kz-lejr var Auschwitz. Stedet, hvor over én million jøder blev dræbt.
Historien om holocaust, og jagten på prominente nazister som Adolf Eichmann og Josef Mengele, er en surrealistisk tour i menneskets mørkeste afkroge. Én ting er den vanvittige beretning om de ubegribelige krigsforbrydelser, noget andet er fordømmelsen og retssagerne mod de involverede. For hvem var de skyldige? De almindelige tyskere på gaden, der enten lod sig folkeforføre, der ikke havde andet valg end at blive medlemmer af nazistpartiet? Eller dem der blot lod stå til?
Den debuterende instruktør Giulio Ricciarelli træder ikke varsomt. Både det tyske traume og selvfornægtelsen bliver hængt til offentligt skue som hyklerisk og utilgiveligt. Tavshedens Labyrint går imidlertid skridtet videre og stiller spørgsmålstegn ved fundamentet for anklagerne: Er det retfærdigt at anklage det tavse flertal?
Ricciarelli svarer ikke som sådan på sine egne spørgsmål. Johann bliver i stedet et symbol på Tysklands indre, og ydre, splittelse. Ud fra den unge anklagers logik må alle tyskere med sådan en national fortid stå til ansvar.
Tavshedens Labyrint viser nuanceret, at både skyld og ansvar har mange ansigter i kortlægningen af en ufattelig hændelse som holocaust. Filmen trækker samtidig tråde til mere nutidige begivenheder og opfordrer til at stoppe potentielle katastrofer, før de ignoreres væk i tavshed.
TAVSHEDENS LABYRINT
