(Foto: Zentropa)
I "Olmo & The Seagull" stiller instruktørerne Lea Glob og Petra Costa skarpt på alvoren af at blive forældre. Vi er med på en kigger, når parret Olivia og Serge står over for deres livs største omvæltning i en fintfølende dokumentar, der modtog NORDIC:DOX Award for bedste nordiske dokumentarfilm i 2014.
Lys, hvirvlende skørter og tørre skridt mod scenegulvet. Vi møder første gang skuespillerparret Olivia og Serge i Paris til prøverne på teaterstykket Mågen af Anton Tjekhov. Lykkeligvis har stykket succes, og truppen skal rejse til New York. Ulykkeligvis må Olivia vælge mellem det barn, som netop er begyndt at vokse i hendes mave, og karrieren som skuespiller.
Drømmen om barnet bliver nu en anelse problematisk, for Olivia og Serge lever for kunsten. Den er deres talerør, og de spejler sig i den. Når Olivia låser sig inde på toilettet, fordi hendes egen fest bliver for meget for hende, griber Serge en guitar og synger den melankolske Les Feuilles Mortes, om livet, der kommer i vejen for kærligheden. Og Olivia reflekterer over sin overgang fra ung pige og rastløs eventyrer til selvopofrende mor, mens hun tænker tilbage på de roller, hun har spillet. Nu forstår hun pludselig de fiktive kvinders kvaler, angsten for at blive en slidt gammel kone. Hendes eget liv får betydning gennem kunsten, og kunsten får vægt af det ventede barn. Legen er forbi.
Hvis dette lyder som navlepilleri, så lad os med det samme slå fast, at det ikke er det indtryk, filmen efterlader. Ej heller er den kun for kvinder. Man kan nok indvende, at vi her har at gøre med et par, der er rimeligt privilegerede, og at et ønskebarn ikke er en katastrofe. Styrken i Olmo & The Seagull er, at den tager sit emne og sine personer alvorligt. Filmen er instrueret af den danske dokumentarinstruktør Lea Glob i samarbejde med brasilianske Petra Costa, der har en fortid på teatret. Sammen har de skabt denne sælsomme blanding af klassisk kammerspil med små lommer af scener fra prøverne på teatret, samt en dokumentarisk stil, der bringer os helt tæt på de to forældre in the making. Det særlige ved Olmo & The Seagull er, at Olivia og Serge ikke er opdigtede. De spiller sig selv i deres eget liv.
Filmen henter tyngde i referencerne til kanonisk teater, men det er ikke som en undskyldning for sig selv. Tværtimod er det naturligt, når kunsten siver ind gennem alle sprækker i parrets liv. Derfor virker det heller ikke mærkeligt, når filmen glider fra fiktion til dokumentarisk interview og tilbage igen. Brudene med fiktionens form er få og gør ikke stort væsen af sig. Derimod understreger de ægtheden. Ganske vist iscenesætter parret sig selv, men det er også en måde at lære dem at kende på, på deres egne præmisser. Iscenesættelsen er ikke underordnet en højere form for virkelighed; den er en del af den. Vigtigst af alt, er filmen en måde at opleve de tanker om børn, karriere og kvindeliv, som måske nok er genkendelige, men som blomstrer op i scenelyset.
Når filmen rejser rundt i de danske biografer, ledsages den af nogle velvalgte personer fra teatermiljøet, der bidrager med egne erfaringer fra livet på og ved siden af de skrå brædder. Arrangementet åbner døren på klem til en debat om de følelser, der er ligeså almindelige, som forbudte.
OLMO AND THE SEAGULL
Se spilletider
Se filminfo
