(Foto: Miklos Szabo)
Det er en kæmpe satsning, Det Kongelige Teater har kastet sig ud i i samarbejde med Roskilde Åben Dans. Skuespil, dans, leveret af teatrets balletdansere og moderne dansere fra Åben Dans, artister, der i dødsforagt kaster sig på hovedet i teatergraven, sang og musik fra kapellet er gået sammen om at skabe en forestilling om Verden - intet mindre. Dertil kommer teatrets gamle scenetæpper, der dratter i hobetal fra himlen, og Per Bak Jensens fotos.
Horisonten handler om alt og intet. Det bevæger sig fra Big Bang til Adam og Eva og fra hverdagstrivielle historier til livets store spørgsmål.
Forestillingen går i gang lidt umærkeligt, før lyset i salen er slukket. To børn leger på scenen, og deres far henter dem. Senere bliver publikum konfronteret med de 22 medvirkende, der står på en række langs scenekanten. De har hver deres tilsyneladende personlige historie at diske op med. Fra historier om mængden af materielle ting, hver enkelt ejer, til Gudrun Bojesen, der afslører kønnet på barnet i sin mave, og til Mette Ida Kirk, der fortæller om mængden af knæ- og rygoperationer, hun har gennemgået.
På det mere filosofiske plan funderes der over universelle problemer og følelser. Om frygten bemærkes det, at "vi går direkte mod det, vi vil undgå, fordi det, vi er bange for, fylder hele vores bevidsthed".
Teksterne om Big Bang, kaosteorier, DNA og atomer, fremført af Johannes Lilleøre, er interessante og har deres egen poetiske skønhed, og det er godt, for indholdet og de videnskabelige finesser går nok hen over hovedet på de fleste.
Jens Bjørnkjær har komponeret elektronisk musik til værket, der pumper liv i de medvirkende, der i flere omgange spæner i ring rundt på scenen.
Det er en smuk tanke, Catherine Poher har haft om at forene universets gåder med det dagligdags liv, og der er eftertænksomhed i flere af de statements, der præsenteres. Der er bombardementer af lyd, lys og scenografi, der i form af gamle scenetæpper flyver fra himmelen, og livets træ der vokser op af undergrunden. Det er smukke billeder, og slutbilledet med forestillingens alderspræsident Sorella Englund siddende forrest på scenen med de blomster, hun har modtaget fra sine kolleger, er rørende.
Det er imidlertid ganske meget at favne mange milliarder år på halvanden time, og det er svært at få alle detaljer med, når man kun har set værket én gang.
Projektet lykkes kun i glimt.
HORISONTEN
Det Kgl. Teater, Skuespilhuset
Koncept og idé: Catherine Poher
Iscenesættelse/koreografi: Catherine Poher
Koreografi/iscenesættelse: Thomas Eisenhardt
Scenografi og kostumer: Rikke Juellund
Lysdesign: Carina Persson
Hjemmelavede skygger: Paolo Cardona
Komponist: Jens Bjørnkjær
Lyddesign: Jonas Vest og: Karsten Wolstad
Tekster: De medvirkende, C. Poh: Salim Abdali
