Flere nyheder

 
Musik
Cover-band med klasse

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Cover-band med klasse
Ons. 30. sep. 2015


(Foto: fra Raindogs' facebook-side)

Opkaldt efter Tom Waits-albummet fra 1985 giver Raindogs et bud i verdensklasse på, hvordan et tribute-band skal lyde. En onsdag gæstede musikerne fra Norge og Danmark spillestedet Tobakken i Esbjerg, og det blev en aften med lækker musik og skøn stemning.

Vejret var en smule koldt og trist, da folk slentrede mod indgangen til Tobakkens lille scene. I salen stod borde og stole parat til aftenens publikum, og efter en smule ventetid, hvor folk hentede fadøl i baren, blev scenen overtaget af Tom Waits tribute-bandet Raindogs.

Raindogs har spillet koncerter siden 2003, og de har i Norden fået stor succes med deres fortolkning af mesteren selv. Medlemmerne er tidligere studerende på Esbjerg Musikkonservatorium og består af; Ole Johnny Stensland på sang og guitar, Ole Jonas Storli på klaver og orgel, Tormod Melaas Holm på saxofon, Ask Nørholm på guitar, Adam Pultz Melbye på kontrabas og Håkon Berre på trommer og perkussion.

Under koncerten blev der spillet gamle og nyere sange fra Tom Waits' katalog. Man hørte rørende og dybtfølte ballader som "Waltzing Matilda" og "Innocent When You Dream", men det er særligt på de mere frembrusende up-tempo numre, at Raindogs leverer en præstation i særklasse. De er alle dygtige musikere, og der er masser af energi på scenen, når numrene af den nu 65 år gamle kunstner deles med publikum.

Forsangeren, Ole Johnny Stensland, fremfører Waits' numre med et engagement, der er imponerende. Ikke alene er hans stemme rå og fængende, men alle numre fortolkes nuanceret med en dyb passion for Tom Waits og hans musik. Hele kroppen er med, når ordene forlader munden, og som tilskuer kan man ikke lade være med at se interesseret til.

Tom Waits er en af de bedste, når det gælder om at skabe musik med stemning og historie, og det kan være en kunst, som er svær at efterligne. Rain Dogs formåede at efterleve dette til topkarakter. På de små to timer, som koncerten varede, fik de Tom Waits-fans til at juble, leveret smil, der smittede til bagerste række af publikum, og uden tvivl sikret sig et par nye trofaste ansigter til deres fremtidige koncerter.

For denne anmelder fungerer et band som Raindogs allerbedst, når musikken spilles på scener i mørke værtshuse, hvor cigaretrøg får overtøjet til at lugte, og stille samtaler omkring et glas med whisky lyder i baggrunden. Ikke desto mindre skal Raindogs have tak for en koncert, der forvandlede tankerne om de triste efterårsdage til en påmindelse om, at kolde aftener kan bruges indendørs på at høre livemusik i høj kvalitet.

RAINDOGS gav koncert på Tobakken 23. september2015