(Foto: Dox:Bio)

"Har jeg ret til at leve? Er jeg normal? Vil jeg have et handicappet barn?" Disse storladne, men uhyggeligt relevante spørgsmål stiller den handicappede hovedperson Jacob Nossell sig selv og seeren i Christian Sønderby Jepsens ("Testamentet", "Blodets Bånd") dokumentarfilm "Naturens Uorden".

Kan du huske Simon Juls unge modspiller fra den satiriske dokumentarserie Det Røde Kapel? Det var Jacob Nossell, der i dag som 28-årig kan skrive journalist, komiker og foredragsholder på sit CV. Han lever med et fysisk handicap, der har gjort ham tale- og gangbesværet.

I Naturens Uorden følger vi ham under forberedelserne til det selvbiografiske teaterstykke Human Afvikling, der blev opført på Det Kongelige Teater sidste år.
Det handler om handicap, normalitetsbegreber og genforskningens potentielle udelukkelse af unormale mennesker. I sin søgen efter svar opsøger han forskellige eksperter, der giver ham råt for usødet.

Det er trist, men også virkelig sjovt, når Jacob Nossell interviewer en buttet evolutionsforsker, der nøgternt forklarer, hvorfor han som handicappet højst sandsynligt ikke vil få børn. "Jeg er tyk og grim, og derfor får jeg ikke nogen kone. Du er spasser, og derfor får du ikke." At forskeren afsluttende konstaterer, at han selv ville fravælge et handicappet barn, bidrager blot til situationens tragikomik.

Jacob derimod lægger ikke skjul på, at han har en drøm om at stifte familie. Det, som mange måske er tilbøjelige til at tage for givet, indeholder for Jacob en dyb problematik. I en af filmens alvorlige og måske stærkeste scener læser Jacob et brev højt, skrevet til en fiktiv fremtidig søn. Nervøse fnis bliver til hulk og lange pauser, men Jacob læser møjsommeligt og insisterende brevet til ende.
Det er overvældende og næsten ubærligt at bevidne, selvom kameraet holder sig på nådig afstand og undgår al form for sentimentalitet.

Alligevel fremkalder Naturens Uorden i høj grad latter. Jacobs knivskarpe selvironi bliver serveret i små satirisk befriende situationer, hvor komik og alvor balanceres til perfektion. F.eks. da han efter en lettere ydmygende kikkertundersøgelse i tarmen stavrer ud af en klinik og tørt bemærker, at han aldrig bliver homoseksuel. Eller når akavetheden er til at tage og føle på, da han bliver afvist af tydeligt beklemte ansatte til praktiksamtaler på DR og Ekstra Bladet.

Naturens Uorden løfter dog aldrig en moralsk pegefinger og giver heller ingen nemme svar på de eksistentielle spørgsmål, den rejser. Den nøjes med at påpege en højst relevant problemstilling: Ønsker vi handicappede i fremtiden? Har genteknologiens sortering vundet?
Filmens store værdi opnås ved at gøre Jacob til eksperimentets ærlige subjekt. Det er svært ikke at grine og græde med ham i denne enestående, usentimentale og tragikomiske dokumentarfilm, der fornemt rejser det uundgåelige og umulige spørgsmål: Ville man selv vælge et handicappet barn?

NATURENS UORDEN
Se spilletider
Se filminfo