(Foto: Miklos Szabo)
Simpel og klart formidlet tragisk kærlighed bringer Det Kongelige Teaters "La Traviata" sikkert i mål og levner heldigvis stadig plads til parisisk burlesque og dekadence.
Verdis La Traviata ligger ofte på toppen af listen over mest opførte operaer, og med god grund. Dens tragiske kærlighedshistorie og menneskelige figurer giver den universel appel. Og dens skarpt skårne historie og begrænsede brug af talesang gør den let tilgængelig. Det er noget af det tætteste, opera kommer på musical.
La Traviata står og falder med hovedpersonen; kurtisanen Violetta. Heldigvis er vi i umådeligt gode hænder. Den græske sopran Myrtò Papatanasiu klarer de mange udfordrende arier med en sprød styrke og med overskud til konstant at være elskværdig, hengivende, nobel eller teatralsk døende i et kvarter, alt efter hvad scenen kræver.
Violettas elsker, Alfredo, der nærmest kun er brusende følelser, håndteres habilt af Peter Lodahl i skiftene mellem kærlighed og knusende misundelse. Men den karakter, der går rent ind, er den græske baryton Dimitris Tiliakos' Georgio, Alfredos far. Hans ydmygende afsky for Violetta, der gradvist vendes til beundring over hendes ædle sind, er mere end troværdig. Og brøden i hans stemme, da han indser, hvad han har forårsaget, kan næsten smages.
Den dekadente overklasse, der er Violettas hjem, er insisterende festlig og tiltagende manisk. Det Kongelige Operakor er intimiderende festaber, der styrer dygtigt fri af overspil. Jens Christian Tvilum (Gastone) og Morten Staugaard (Dr. Grenvil) får leveret et tiltrængt lille glimt af morskab midt i tragedien i en veloplagt selskabshistorie om tyrefægteren og hans udkårne.
Scenografien får med få midler gestaltet det parisiske natteliv med højloftede åbne lokaler og et lærred bag, der skifter mellem at agere mørke funklende gader og indbydende middelhavslagune, når de elskende flygter til landstedet. Samme lagune bliver til et stigende, ildevarslende mørkt dyb, da Violetta af kærlighed til ham må vende Alfredo ryggen, og hans verden går under.
Et snøft fra sidemanden hen mod slutningen indikerer, at opførelsen er nået solidt i mål, og det er svært ikke at nynne "Libiamo ne' lieti callici", operaens ørehænger, hele vejen hjem.
LA TRAVIATA
Det Kgl. Teater, Operaen
