Flere nyheder

 
Film
Life on Mars

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Life on Mars
Tor. 8. okt. 2015


(Foto: Fox Film)

En storspillende Matt Damon samt en flot iscenesættelse og ikke mindst en markant tro på sin fortælling, er med til at gøre Ridley Scotts nye værk, "The Martian", til en rigtig god oplevelse. Det er en feel-good film, der kombinerer den klassiske robinsonade med science fiction og fascination af rumfart og videnskab.

The Martian, der er baseret på en bestseller af samme navn skrevet af Andy Weir, tager sit udgangspunkt i en bemandet mission til Mars. Her opstår en meget voldsom storm, hvor astronauten Mark Watney (Matt Damon) bliver ramt af løsrevne vragrester. Den øvrige besætning antager, at Mark er død, da de ikke kan få kontakt til ham, så de evakuerer Mars uden ham. Men Mark er ikke død. Han vågner, efter stormen har lagt sig, begravet i rødt sand og erfarer, at han nu er helt alene på Mars.

Herfra begynder en lang kamp. For at finde en måde at komme i kontakt med Jorden på. Og en kamp for overlevelse, for madrationerne er begrænsede, og en eventuel mulighed for at blive samlet op igen befinder sig langt væk jf. rejsetid mellem Jorden og Mars etc.

Som sådan er der intet overraskende i historiens store linjer. Filmens force ligger især i det enkle og nære. Og her selvfølgelig i Mark Watneys ensomme, stædige og intelligente opgør med den ret så fatale situation, han er havnet i. Det er hans insisterende og utrættelige konstante konfronteringer med de daglige udfordringer, der især giver filmen liv og intimitet.

The Martian er i det hele taget en meget optimistisk og lys affære. For trods de løbende kummerligheder for den strandede astronaut, så fokuseres der på muligheder, menneskelig vilje og evner. Jo, der er spundet masser af heltetråd ind i fortællingen, og sammenhold og viljen til opofrelse for noget ud over en selv, er markant til stede. Faktisk er det en film, der er barberet for enhver form for bad guys og andre mørke konturer, hvilket jo i sig selv er ret karakteristisk, nu det er Ridley Scott, der har instrueret.

The Martian er også på det visuelle plan en meget seværdig film, hvilket man selvfølgelig er vant til, når det kommer til værker af Ridley Scott. Men som fortællingen formår at holde sit fokus på det nære drama, ligeså gør den billedlige side. Det bliver aldrig pustet unødvendigt og ligegyldigt pompøst op, hvilket på fornem vis er med til at afstemme historiens kerne.

Alt i alt er The Martian virkelig en biograftur værd. Det er et lækkert produceret, godt fortalt og som sagt særdeles velspillet drama, der holder en fast i de to timer og tyve minutter, filmen varer. Opløftende!

THE MARTIAN

Se spilletider
Se filminfo