Den afdøde far manes frem i Bjørn Rasmussens digterdebut, "Ming", hvor psykisk sygdom og sorg smelter sammen i en strøm af antidepressiv medicin og poetisk klamhed. Resultatet er en voldsom og fascinerende undersøgelse af det sygelige sinds bevægelser, men når ikke helt op på samme niveau som hans tidligere værker.
Med sit guldbelagte, kollageprydede omslag indgår Ming i konkurrencen om at være en af de smukkeste bøger i min bogreol. Men kigger man nærmere, ser man, at skønheden er et skin: På coveret optræder en dinosaurus i profil med guldhoved. Ved nærmere eftersyn er dinosaurens kontur skåret ud af et fotografi, der forestiller noget udefinerbart slimet, indvoldsagtigt, som en dissekeret frø. På samme måde dækker den poetiske form over tekster inficeret af alle slags klamhed.
Samlingen følger en relativt klar narrativ struktur: Digterjeget Bjørn flytter i kolonihavehus med sin mand (som den vordende ægtemand konsekvent betegnes), bliver indlagt på psykiatrisk afdeling og udskrevet igen for til sidst at blive gift. Ind i mellem tager han utallige taxature tilbage til deres gamle lejlighed, starter og stopper på medicin og sørger over farens død, der fandt sted, da jeget var barn.
De titelløse digte taler sammen og kredser om de samme temaer - sorg, psykisk sygdom, køn, seksualitet - og de samme motiver - frosne kyllinger, septiktanken, anale fødsler, den mintgrønne paryk. Rasmussen ser og dyrker det grimme ved alting, og på den måde insisterer skriften på at give plads til det frastødende, afskyvækkende, rent ud klamme, hvad enten det er i billedsproget: "far er iført klovnekostume/far føder en duk/far føder en lille gul duk ud af endetarmen/en ide har syet min mund fast til hans røvhul/fjorten sting" eller i de personer, teksterne tager under (u)kærlig behandling: "men så er det chaufføren fortæller/at hendes datter bor i ålborg/der er dejligt i ålborg siger jeg/ja der er ikke så mange sorte siger hun".
Ming er i høj grad en sygdomsfortælling, hvor sorgen over farens død bliver patologisk på samme fod som jegets psykiske nedsmeltning - de to ting lader sig ikke let skille ad. Når jeget stopper med at tage sine antidepressive piller ("abilify seroquel citalopram") dukker farens stemme op i hovedet. På den måde er faren, Flemming (forkortet Ming), allestedsnærværende i samlingen og går igen i de fleste digte. Når han ikke længere findes i verden, findes han som en tilstedeværelse i digterjegets sind, som en freudiansk indoptagelse af det tabte objekt i sorgbearbejdelsen, der forplanter sig som patologisk melankoli.
Mings groteske univers behandler psykisk sygdom og sorg på en måde, der fordrer både indlevelse og frastødning hos læseren. Det virker stærkt. Alligevel er det, som om digterdebuten lader noget tilbage at ønske i forhold til den absolut suveræne Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet fra 2011 og den sært inciterende Pynt fra 2013. Som om læseren ikke bliver suget lige så dybt ind i skriften som i de tidligere værker.
Bjørn Rasmussen: Ming
Gyldendal, 96 sider
ISBN: 978-87-02-17828-9
