Jens Christian Grøndahl har skrevet en lille sød børnebog til højtlæsning eller selvlæsning for de 9-12 årige. En bog om venskaber, skilsmisse, fattigdom og uretfærdighed krydret med tryllekunstnere og hvide duer.
Grace er 10 år, og hendes mor og far er flyttet fra hinanden. Graces mor er øre-, næse- og halslæge, og hendes far er tryllekunstner. Graces mor er flyttet, fordi de mange hvide duer, Graces far blev ved med at trylle frem, hele tiden lægger dueæg i hendes undertøjsskuffe. En dag er Grace nødt til at rejse med sin far til en kongres for tryllekunstnere i den anden ende af verden. Til et land hvor der er varmt, med papegøjer og palmer, men også et sted, hvor en diktator hersker - hvor der er fattigdom, hvor børn må arbejde eller tigge for at overleve, og alle oplever frygt for at sige eller gøre noget forkert.
Graces far har lavet en trylledrik; et serum der kan få folk til at forstå den anden, at se tingene som den anden ser dem. Det er denne tryllekunst, han skal præsentere på kongressen. På hotellet, hvor Grace og hendes far og de mange duer bor, møder Grace den jævnaldrende dreng Paolo. Ved hjælp af serummet kommer de til at forstå hinanden, og Grace får et indblik i en helt anden verden.
Bogen vil fortælle en historie om, hvordan børn er gode til at møde mennesker og kan kommunikere på tværs af grænser, kulturer og sprog. En smule unuanceret og naiv i sin fortælling, men den kan ligge til grund for samtaler med børn om, hvordan man lever andre steder i verden.
En børnebog til de 9-12 årige drenge og piger. Jeg er desværre bange for, at den ikke umiddelbart er førstevalget fra hylden, når denne unge gruppe læsere skal fanges - men man kunne sagtens forestille sig den læst f.eks. i skolen.
4 stjerner fra denne anmelder for den søde, om end en smule idealiserede historie, hvor alt går godt til sidst, hvis bare man forstår hinanden.
Jens Christian Grøndahl: Grace og Paolo
Illustreret af Charlotte Pardi
Gyldendal, 136 sider
ISBN: 9788702177091
