Flere nyheder

 
Teater
Æ Juletur

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Æ Juletur
Fre. 30. okt. 2015


(Pressefoto)

Viggo Sommer, Uffe Rørbæk og Carsten Knudsen har fået blod på tanden efter forrige års comebackshow. Nu er De Nattergale tilbage og drager landet rundt med "Æ Juletur". Trioen lover "et vidtløftigt show, der løfter begreberne skrammelmusik og publikumsoverbærenhed til helt nye højder!".

De tre herrer har fået lidt højere tindinger og mindre hår på toppen, men ellers ligner de meget sig selv, og den musikalske del kan der ikke sættes en finger på. Der var en overflod af musikinstrumenter i brug på scenen - jeg talte mindst 15 forskellige inkl. et stueorgel, tuba, melodica og kazoo. Men det bedste er dog, når Carsten Knudsen spiller på sin ukulele - han spiller fænomenalt!

Første del af showet er et overflødighedshorn af deres gamle sange - og når der bliver startet med "En lille åndsvag melodi", og man går videre til både "Erna fra Skjern a'", Gudrun og Connie, så får man det hele med. Deres dejlige jyske accent og underfundighed har de stadigvæk til fulde. Den nyeste udvikling var en interessant sketch med De Nattergale som tre gamle mænd, der diskuterer verdens magthavere og deres højde. Her kommer de både ind på flygtningestrømmen, og de viser, at de tør sige mongol, neger og bøsser. Måske ikke videre dybsindigt, men dog nyt.

Anden del var forbeholdt sange og sketches fra Æ Julekalenders univers. Man får lov at hilse på både Fritz, Hansi og Günther, samt Oluf, Gertrud og Benny. Lidt nyudvikling var der kommet ind - og i år ønsker Gertrud sig en ny støvsuger til jul med hepa-filter og høj effekt.

De Nattergale roder stadig med "a rytmeboks", og det gør de godt. Men lidt mere udvikling og tilpasning af showet til 2015 kunne have været ekstra godt. Man bliver mere bekymret end imponeret, når Uffe Rørbæk forsøger sig med et spin på ryggen på gulvet i bedste hiphopper-stil eller sidder overskrævs på keyboardet. 3 store stjerner fra denne anmelder og en varm anbefaling, hvis man har lyst til let og varm underholdning og en reminiscens fra de glade 80ere.

Det var ikke et dårligt arrangement, men der var heller ikke meget nyt fra trioen. Et langt show på næsten 2½ time inkl. pause og med sange, som alle kunne synge med på.

Æ Juletur havde premiere på Horsens Ny Teater torsdag d. 29. oktober, og turneen varer frem til midten af december. Der var oprindeligt planlagt 25 forestillinger over hele Danmark, og indtil videre er der allerede smidt to ekstra forestillinger oveni.

Æ JULETUR
De Nattergale

Se turnéplan