Flere nyheder

 
Litteratur
Frankrig for alle

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Frankrig for alle
Tir. 3. nov. 2015

"Frankrig for alle" er en bog om alt det, der gør Frankrig til Frankrig. Det er en kort introduktion til de vigtigste kulturelle og politiske begivenheder og principper i den franske republik fra revolutionen og frem. Derudover giver bogen et højaktuelt indblik i den debat, der er foregået om den franske identitet siden januar måneds terrorangreb i Paris.

Bjørn Bredal tager udgangspunkt i "jeg-er-Charlie-bevægelsen", der opstod i kølvandet på angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i januar 2015. Mange sagde, at de var Charlie. Snart efter sagde en del, at de da ikke kunne påstå at være Charlie. Til sidst var der nogle, der påpegede, at der tilsyneladende var en del, både i og uden for Frankrig, der ikke var Charlie. Mange gik på gaden og marcherede søndagen efter attentaterne. Men hvad med dem, der blev væk? Som Bredal nævner, fik mange kommentatorer øje på, at især repræsentanter for forstads-Frankrig var gode at tælle. Skulle det forstås sådan, at de var imod republikken?

Frankrig for alle fører læseren tilbage til fundamenterne for det moderne Frankrig, nemlig Revolutionen og Napoleonstiden. I en række velskrevne og kloge kapitler forklarer forfatteren, hvordan de revolutionerende og kejser Napoleon på hver deres måde grundlagde Frankrig som en idé, der kunne eksporteres, og virkelig også blev eksporteret, til resten af verden. De fleste danskere kender Napoleon som en dygtig og magtgal hærfører, men ikke alle ved, at Napoleon også lavede en code civil, et lovkompleks, der regulerede sociale og familiære relationer, og som, med sit vigtige princip om at alle er lige for loven, endnu i dag danner grundlag for lovgivningen i Frankrig og mange andre lande.

Efter gennemgangen af republikkens grundpiller følger en række afsnit om franske identitetsmarkører som "Marianne", "Jeanne" og "Hanen". Hernæst kommer kapitlerne om "Orienten", "Jøden" og "Kvinden". Her undersøger Bredal, hvad det er, og hvem det er, Frankrig gennem tiden har forsøgt at udgrænse fra sin identitet. Således var en rigtig franskmand først og fremmest mand og katolik. Desuden var han alt det modsatte af en "orientaler". Især "Jøden" er et oplysende kapitel, der fremhæver de tidspunkter i nyere fransk historie, hvor antisemitismen har vist sit ansigt: fra Dreyfus-affæren, over samarbejdet med nazisterne til gidseltagningen og mordene i det jødiske supermarked i Paris i januar 2015. Kapitlet "Kvinden" handler stort set kun om Flauberts roman Madame Bovary. Utvivlsomt en vigtig roman, men kapitlet fremstår ikke så velintegreret i den overordnede historie om fransk identitet og om "Frankrig for alle".

Det historiske stof danner den nødvendige forståelsesramme. Men det er i indføringen i den aktuelle debat om Frankrigs identitet, Bjørn Bredals bog har sin styrke. Forfatteren demonstrerer en stor viden om de vigtigste samfundsdebattører, der hver på deres måde spørger, hvordan det står til med sammenhængskraften i det franske samfund. Og diskussionen, om hvorvidt Frankrig er ved at knække sammen som nation eller endnu har et stærkt budskab til resten af verden, er virkelig interessant. En mindre indvending mod Frankrig for alle er, at sammenhængskraften indimellem halter. Således giver enkelte passager og kapitler i bogen indtryk af kun at være kommet med, fordi forfatteren ved noget om dem. Her tænkes især på et ret detaljeret referat af Prousts På sporet af den tabte tid.
En anden mindre anke er den lidt mangelfulde korrekturlæsning og den ufuldstændige bibliografi, hvor der mangler en del af de undervejs omtalte og citerede værker. Men Frankrig for alle er desuagtet et godt sted at starte, hvis man vil være klogere på Frankrig før og lige nu.

Bjørn Bredal: Frankrig for alle
Lindhardt og Ringhof, 261 sider
ISBN: 9788711446928