Flere nyheder

 
Musik
Fra slukøret til sublimt

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fra slukøret til sublimt
Tor. 5. nov. 2015


(Pressefoto: CPH:DOX)

CPH:DOX havde her to vidt forskellige arrangementer på programmet, som kun var bundet sammen af det fælles navn. Der er her tale om et instrumentalt postrock-band fra Canada samt en Japansk kultdokumentar om en motorcykelgrubbe fra 70'erne - begge ved navn " Godspeed You! Black Emperor". Christiania lagde rammerne for programmet.

Filmen:
Godspeed You! Black Emperor handler om en nihilistisk motorcykelgruppe, som hærger Tokyo, og samtidig er det også et dokumentarisk indblik i medlemmernes liv og deres tilknytning til gruppen på godt og ondt. Filmen blev afviklet i Christiania-biografen Byens Lys, som må siges at være noget alternativ i forhold til den gængse biografsal. Et meget atmosfærisk og nærmest berlinsk interiør prydede salen, men desværre for arrangementet må afviklingen siges at være helt igennem amatørisk. Filmen, der foregik på japansk, havde undertekster, som var så ude af sync, at det var mere end vanskeligt at holde styr på dialogen og handlingen. Det efterlader heller ikke et godt indtryk, at da personalet starter filmen, kunne de ikke åbne selve filen, fordi de brugte et forkert program, og da den efter adskillige kickstartforsøg var kommet i gang, så manglede lyden - alt dette var til frit skue for publikum! Dette burde man have fået styr på inden filmstart. Endvidere blev man konstant mindet om, at afspilleren trængte til at få opdateret nogle drivere, hvilket personalet gentagende gange måtte afværge. Derudover var der flere steder massive lydproblemer, da lydsystemet af og til skrattede og bragede om kap med et grinende og målløst publikum, og derfor virkede fremvisningen af filmen hverken seriøs eller fængende, men i stedet grinagtig og decideret pinlig! Pengene burde gives tilbage for sådan en omgang!
Undertegnede føler sig ude af stand til at bedømme filmen ud fra en saglig præmis, og karakteren er derfor udelukkende givet for afviklingen af filmen.

Koncerten:
Hvad der var en slukøret omgang filmoplevelse i Byens Lys skulle vise sig at blive erstattet af en fabelagtig koncert, som fra start til slut var sublim og fængende! Opvarmningskunstneren, Thashi Dorji, satte scenen ved at placere sig yderligt på denne med sin guitar, iklædt en hættetrøje, og derfra satte han en drone af et lydinferno i gang, som må siges at være en blanding af ambient, mørkt og storladent samt skizofrent, uroligt og kaotisk. Men da Godspeed You! Black Emperor indtog scenen og løslod deres ambiente kaskader af kompromisløs støj og melankolsk storhed, blev Den Grå Hal utopisk mørk og bragende smuk. GY!BE viste et uoverskueligt højt kunstnerisk niveau, og deres uendelige instrumentale kompositioner fremstod blændende smukke, godt ledsaget af de stemningsfulde billeder fra projektoren på bagtæppet. Lyden var også fremragende, og sjældent har denne anmelder oplevet en gruppe arbejde så koncentreret, og sammen frembringe så store, smukke og fantastiske klimakser, som det her var tilfældet. Gruppen havde absolut ingen intentioner om at performe, men i stedet lod de musikken tale det universelle sprog for dem. Ej heller var der nogen form for publikumskontakt via klichefulde kommentarer imellem numrene og lignende. Hvis det i metal-kulturen hedder "hurtigere og vildere!!", må det her hedde "højere og bredere", for det virkede ikke til, at GY!BE havde nogen grænser, hverken for lydstyrke og ej heller for de klimatiske og de dybfølte højder. Det var ganske enkelt bare helt og aldeles fremragende!

GODSPEED YOU! BLACK EMPEROR
Byens Lys og Den Grå Hal 2. november 2015