(Foto: UPI Media)
Angelina Jolie har netop siddet i instruktørstolen for tredje gang, og i modsætning til hendes tidligere mere politiske spillefilm har hun med "By The Sea" lavet en intim film om et ægteskab i krise.
Angelina Jolie og Brad Pitt begyndte optagelserne af By The Sea i samme uge, som de annoncerede deres ægteskab. Filmen, der er optaget på Malta, hvor parret eftersigende samtidig holdt deres bryllupsrejse, foregår i 70'ernes Frankrig. I filmen spiller Angelina (nu Jolie Pitt) ex-danseren Vanessa, og Brad Pitt hendes mand, den kriseramte forfatter Roland.
Vanessa og Roland indlogerer sig i en stor hotelsuite med balkon og smuk udsigt over Middelhavet. Dagene flanerer af sted med same langsommelighed som karaktererne selv gør: Vanessa forbliver indendørs det meste af tiden, og Roland spenderer de lange solskinsdage på den lokale bar, hvor han drikker sig fuld, mens han samtaler med den venlige indehaver (varmt spillet af Niels Arestrup). Hendes evindelige pilleforbrug og hans alkoholmisbrug antyder, at noget tragisk har brudt deres fordums lykke. Alt bliver dog lidt bedre, da de begynder at ses med det nygifte par, der bor i naboværelset (spillet af Mélanie Laurent og Melvil Poupaud).
I By the Sea ses Brangelina sammen på det store lærred for første gang siden deres første møde i Mr. & Mrs. Smith (2005). Ellen Mirojnicks costume design med de tonede solbriller og de elegante rober, sammen med den tavse cigaretrygning og de mange glas vin, der hældes ned i de perfekte Hollywood-kroppe, bekræfter, at de to mennesker er de mest utilnærmelige personer i den lille franske by ved havet, og i verden. Derfor er det svært ikke at overføre denne følelse til virkeligheden og abstrahere fra det faktum, at Hollywoods mest berømte par viser sig på skærmen foran en.
I løbet af filmens lange to timers spilletid er det sjældent, man bliver rørt i ægteskabsscenerne, og i sidste akt begår Jolie Pitt også den basale fejl at lade karakterernes ægteskabelige problemer gå fra at være en uforklarlig, frit svævende utilpashed, til at blive til et klichefyldt og konkret problem, der i øvrigt kommer alt for sent til at overraske publikum.
Som instruktør har Angelina Jolie Pitt holdt sig over gennemsnitskarakteren med sine første to spillefilm: In the Land of Blood and Honey (2011) og Unbroken (2014). Hendes tredje værk, By the Sea, bekræfter, at Jolie Pitt er en bedre instruktør end skuespillerinde, og hvis hun blot havde lagt forfængeligheden på hylden, så kunne filmen være blevet et anstændigt europæisk art drama, som den stræber efter at være. Jolie Pitt beskrev filmen som en kunstfilm til Vanity Fair: "den slags film, som hun gerne vil se, men som hun normalt ikke får roller i." Og det er netop her, problemet ligger, for det virker til, at hun har lavet en film, der skulle tilfredsstille hendes ambitioner som skuespiller fremfor at fremme filmens hele.
Vist er Jolie Pitt betagende at se på, og hendes karakter har da nogle sjove sort humoristiske one liners undervejs i filmen, men ligeså snart hun skal udtrykke andet end apatisk kiggen ud i intetheden, så går det galt. Hun kan ikke måle sig med gemalens skuespil eller det øvrige cast i filmen, hvorfor hendes største fejl bliver at have castet sig selv til hovedrollen. Godt nok ser man nogle få glimt, hvor man mindes hendes lidenskabelige arbejde i Girl, Interrupted (1999), som hun vandt en Oscar for, men hendes "crazy woman act" er på ingen måder overbevisende nok til at gøre By The Sea til en film, der drager en ind følelsesmæssigt.
BY THE SEA
Se spilletider
Se filminfo
