(Foto: Robin Skjoldborg)
Østre Gasværk indleder den kolde tid med det hjertevarme skuespil "Vores sensommer".
Forestil dig en småkold vinteraften, hvor du sidder i en blød lænestol med en god bog, mens varmen fra den optændte kakkelovn varmer dine fødder, og duften af den varme kakao, du har stående på bordet ved siden af dig, spreder sig i stuen. Fasthold dette billede på nethinden, og den fornemmelse det giver dig i maven. Det er sådan en fornemmelse, forestillingen Vores Sensommer fører sit publikum hen til. Godt hjulpet på vej af den flotte, rustikke og stilrene scenografi af Astrid Lynge Ottosen, og den varme og kærlige skildring af det ældre ægtepar Norman og Ethel, spillet af Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl.
Skuespillet er skrevet af den amerikanske dramatiker Ernest Thompson i 1979. I 1981 blev stykket indspillet som filmen On Golden Pond med Henry Fonda and Katharine Hepburn i hoverollerne.
Efter at have tilbragt 43 somre sammen i deres sommerhus ved søen er Norman og Ethel vokset fra at være unge elskende over forældre til pensionister. Norman er med sine 75 år mere end et årti ældre end Ethel, og han er så småt begyndt at have problemer med sit hjerte og hukommelse. Her er et ægtepar, der gør helt almindelige ting sammen såsom at fiske, plukke jordbær, slå myg ihjel, læse bøger og bage småkager. Det er gennem hverdagens små øjeblikke, vi lærer dem at kende. Et overraskelsesbesøg fra deres 42-årige datter Chelsea, spillet af Trine Pallesen, hendes forlovede Bill, spillet af Mads M. Nielsen, og hans 13 år gamle søn Billy Ray Jr., spillet af Osvald Boisen Berg, puster nyt liv ind i Ethel og Normans daglige trummerum.
Norman er tidligere universitetsprofessor i engelsk litteratur. Det piner ham, at han er begyndt at miste sin hukommelse. Han reagerer ved at være endnu mere morbid, og hans galgenhumor bliver forstærket. Gennem sin overdrevne sarkasme og sproglige intellekt er han en rigtig tyran, som styrer enhver samtale og kan få enhver til at føle sig som en 10-årig. Som for eksempel da Bill pænt spørger, om det er OK, at han deler soveværelse med Chelsea under deres besøg. Her folder Norman sig rigtig ud og svarer arrogant: "Det vil kun glæde mig, at du vil knalde min datter, mens jeg sidder hernede og læser Robinson Crusoe".
Lisbet Dahl er bevægende som Ethel. På overfladen virker hun til at være et muntert og letsindet menneske, som bager småkager og fortæller vittigheder. Men Ethel arbejder hårdt for at holde Normans humør oppe og forsøger at holde ham aktiv. Hun er familiens kernepunkt, som hele tiden tager temperaturen på Normans følelsesmæssige behov. "Du er den sødeste mand i hele verden, og jeg er den eneste, som ved det." siger Ethel, da hun forsøger at få Norman til at være lidt mere imødekommende over for de mennesker, der kommer ind i deres hjem.
Det er dog svært ikke at fornemme de mangler, Ernest Thompsons skuespil har. Det skal huskes, at dette var hans første skuespil, så det følger, hvad man kan kalde en simpel fortælleteknik. Der er steder i stykket, hvor man ville ønske, han havde givet sig tid til at udforske sine karakterer noget mere. Der bliver også påbegyndt side-historier, der kunne have udfoldet sig til konflikter mellem karaktererne, men de bliver aldrig til mere end lidt småstøj.
Et eksempel er forholdet mellem datteren Chelsea og faren Norman. Hele sit liv har Chelsea følt, at hun aldrig var god nok og ikke kunne leve op til Normans forventninger. Hun er 42 år og har stadig ikke fået talt ud med Norman om de problemer, der er imellem dem. Denne konflikt bliver meget hurtigt løst i en lille scene, som starter med at Chelsea siger til Norman: "Jeg troede, vi var uvenner," hvortil Norman svarer: "Jeg troede bare, vi ikke kunne lide hinanden". Grobund for en reel og forløsende konflikt, men et par replikker længere henne taler de bare om baseball.
Ulf Pilgaard giver en elskelig skildring af Norman, hvis brokkende holdninger og mørke humor er modstridende med hans kærlige og sjove natur. Normans forvandling fra at være resigneret og skrøbelig i første akt til at have fået nye kræfter i anden akt føltes realistisk. Alligevel er det stadig svært at se gennem sprækkerne i hans personlighed ligesom hans følelsesmæssigt kolde svar til Chelsea, da hun forsøger at redde deres forhold. Kun i sårbare øjeblikke med Ethel ser vi ham føle sig tryg nok til at slippe den hårde facade og vise mere end glimt af den kærlighed, som stadig er til stede mellem Ethel og Norman efter alle disse år.
Anders Lundorphs iscenesættelse af Vores Sensommer er fokuseret på de små øjeblikke i hverdagen i Ethel og Normans liv - på hvordan det er at blive gammel sammen med den, man elsker. Stykket viser, hvor naturligt og almindeligt det egentligt er. Det er en hjertevarm fortælling om at værdsætte de simple ting i livet, men frem for alt er det en kærlighedserklæring til livet.
VORES SENSOMMER
Østre Gasværk Teater
Se spilleplan
