(Foto: Another World Ent.)
Tyske Margarethe von Trottas film "Den Tabte Verden" er tydeligt mærket af selvbiografiske undertoner i sin tragikomiske og kiksede fortælling om en families dybe hemmeligheder.
For over tredive år siden fandt Margarethe von Trotta selv ud af, at hun havde en søster, som hun tidligere ikke kendte noget til. I hendes film Den Tabte Verden (originaltitel: Die Abhandene Welt) er det jazzsangerinden Sophie (Katja Riemann), der står med et lignende problem. Hendes far, Paul, har fundet et fotografi på nettet, som han ønsker at vise hende. Billedet er af en kvinde, der bærer en slående lighed med hans nyligt afdøde kone og mor til Sophie, Evelyn. Paul beder Sophie om at tage til New York for at finde kvinden på billedet, som er den berømte operasanger Caterina Fabiani.
Pauls voksende følelse af uro (som manifesteres ved natlige besøg af Evelyns spøgelse?!) overføres til Sophie, der rejser over Atlanten for at komme i kontakt med denne fremmede. Ved hendes første møde med Caterina er denne afvisende og ønsker på ingen måder at give nogen oplysninger om sig selv eller sin familie. Men lidt efter lidt kommer de hemmeligheder, som er blevet skjult i årtier hos den ældre generation i familien, frem.
Margarethe von Trotta nød stor international succes i 2012 med filmen Hannah Ahrendt om den tyske filosof, der dækkede krigsretssagen mod nazisten Adolf Eichmann for The New Yorker. Filmen fik ikke dansk biografpremiere, og Den Tabte Verden er von Trottas første biograffilm i Danmark siden Løftet i 1995. Med Den Tabte Verden vender Margarethe von Trotta tilbage til temaet søstre, som hun allerede udforskede i sin internationalt anerkendte film Søstrene eller Lykkens Balance (1979) og Marianne & Juliane (1981).
Den Tabte Verden fortæller om en pludselig og uventet invasion af fortidens følelser og spøgelser ind i nutiden, hvor den undertrykte angst og skyldfølelse slippes løs. Filmens følelsesladede tema er dog desværre fortalt sådan, at den lidt for ofte grænser til den melodramatiske sæbeopera, hvor ikke engang de gode tyske skuespillere Katja Riemann, som spiller Sophie, og Barbara Sukowa i rollen som Caterina Fabiani/Evelyn Kromberger, kan redde filmens kiksede træk. Især Robert Seeliger i rollen som den charmerende New Yorker, Philip, der forsøger at hjælpe Sophie med at komme tæt på Caterina, fordi han selvfølgelig er forelsket i hende, mislykkes i sin rolle og føles mere dumslesk end charmerende.
Von Trottas værk forsøger vel at stille sin tilskuer spørgsmålet om, hvordan det ville føles, hvis de selv pludselig opdagede eksistensen af en nær slægtning. Og vist kan man til en vis grad leve sig ind i dilemaet, men filmens manglende engagement i historien ved at gøre den Almodóvar-tosset i sine mystiske spøgelsesindfald og bedstefarslåskampe gør desværre, at man egentligt sidder og bliver irriteret over en del af de ting uden om hovedpointen.
DEN TABTE VERDEN
