(Foto: Larry Horricks)

Journalisten David Walshs årelange forfølgelse af Lance Armstrong ligger til grund for en ny film om doping i cykelsport. Stephen Frears ("The Queen", "Philomena") fremstiller med en underspillet britisk charme, hvordan viljen til at vinde kan kaste en rytter ud i et systematiseret misbrug af stoffer og et net af løgne.

Lance Armstrong var i perioden 1998-2005 cykelsportens ubestridte mester, og med syv Tour de France-sejre i træk, var det for alle andre kun en kamp om at blive nummer to. Efter hans to forsøg på at generobre den gule trøje, uden held, og den efterfølgende tilståelse hos Oprah Winfrey, kender vi i dag alle til årsagen bag hans storhed. Som størstedelen af alle andre cykelryttere i sin tid benyttede Armstrong sig af ulovlige, præstationsfremmende stoffer.
I The Program følger vi Armstrong som ung og talentfuld, hans kamp mod kræften, storheden og faldet, samt journalisten David Walshs (Chris O'Dowd) forsøg på at afsløre Armstrong i brug af doping. Efter en dopinginspireret etapesejr i Tour de France 1995, bliver det under et lægetjek opdaget, at Armstrong har fået testikelcancer. Sejren over canceren - og en hårdt kæmpet kamp tilbage på cyklen - giver ham så god medvind i pressen, at ingen tør beskylde cykelsportens store helt for snyd. Sammen med sin sportsdirektør, Bruyneel (Denis Ménochet), og den italienske læge Michele Ferrari (Guillaume Canet) udvikler Armstrong en plan og et dopingprogram, der skal gøre en sportslig sejr uundgåelig. Dopingkontrollører, løbsdirektører og journalister kan i perioden intet stille op mod US Postals skudsikre system, men flere af de ryttere, massører og løbsdeltagere, som Armstrong har ydmyget på sin vej mod toppen, beslutter sig løbende for ikke længere at tie med de informationer, de ligger inde med, og vejen er dermed banet for, at Armstrong kan bringes i knæ.

Som sportsfilm lægger The Program sig lidt på sin egen fløj i genren, i det man som publikum ikke nærer den største sympati eller beundring for hovedpersonen og stjernen. Selvfølgelig kender alle hovedtrækkene i historien om Armstrong og Tour de France, og derfor beskæftiger Stephen Frears sig i stedet med at vise de små facetter af hele cirkusset, som vi ikke ser på tv. Billederne af Armstrong i gult, der kæmper sig over bjergtoppe og gennem brostensbelagte gader, er reduceret til små montager, der holder historien kørende og informerer os om, hvor i tiden vi er, mens den virkelige historie foregår bag scenerne på verdens største cykelløb. Ben Foster både ligner og taler som Armstrong og udstråler en tilpas gennemsyret vindermentalitet og arrogance til, at man som publikum selv bliver forvirret over, om man holder med ham eller afskyr ham.

Selvom det for nogle måske ville ødelægge spændingen, at man på forhånd kender historien fra start til slut, er det befriende ved The Program faktisk, at man ikke skal fokusere på de sportslige øjeblikke og sejre, som oftest i sportsfilm har tendens til at blive lidt kvalmende. Armstrongs udvikling fra at være en ambitiøs og sulten cykelrytter til at udvikle et avanceret planlagt misbrug samt den konstante benægtelse af snyd er det, som driver filmen fremad. Selvom man som instruktør kunne være fristet af at benytte lange flotte scener af et intenst cykelløb i verdens smukkeste omgivelser, har Frears med stor succes valgt at lade Armstrongs ansigt udtrykke en konstant mangel på anger, og det er de billeder, man husker stærkest, når filmen er rullet over lærredet. Det eneste tidspunkt i filmen, hvor man nærer egentlig sympati for Armstrong, er, når Ben Foster med tårer i øjnene gennemgår kampen mod kræft og efterfølgende investerer både tid og penge i at hjælpe kræftsyge børn via sin LiveStrong-fond.

Det er i høj grad manuskriptforfatter John Hodges (Trainspotting, The Beach) fortjeneste, at The Program ikke ender som endnu en ligegyldig film om elitesport og udøvernes kamp mod toppen. I klassisk britisk stil er vi fuldkommen fritaget fra hollywoodøjeblikke og scener, der giver klump i halsen. Den noget oversete franske skuespiller Guillaume Canet leverer en overspillet pragtpræstation som den skruppelløse og uetiske dopinglæge Michele Ferrari. Det er gennem ham, at Armstrong bliver lovet, at man kan vinde, hvis bare man vil, og det er det, der i sidste ende bliver en besættelse og er med til at fælde ham.

Rent visuelt er The Program ikke nogen perfekt film, og alle som har set et cykelløb i tv vil føle, at det skærer lidt i øjnene, når man ser rytterne på deres cykler og specielt på sejrsskamlerne ved præmieoverrækkelserne. Dog trækker det ikke væsentligt ned i den samlede anmeldelse, da filmens formål ikke er at genskabe de flotte scener fra Tour de France. I et vist omfang er det i stedet med til at holde seerens fokus på den egentlige historie og ikke lade sig fristes til at blive suget ind i det eventyr, som cykelsport er.

THE PROGRAM
Se spilletider
Se filminfo