Flere nyheder

 
Teater
Nissen hos spækhøkeren og Peters Jul

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nissen hos spækhøkeren og Peters Jul
Ons. 2. dec. 2015

Kan dukketeater med papirdukker og snoretræk holde interessen fanget hos Ramasjang-, Netflix- og iPad-generationen? Med H.C. Andersens "Nissen hos Spækhøkeren" og den ikoniske julefortælling "Peters jul" gør Svalegangens dukketeater forsøget, og julemissionen lykkes stort set hele vejen til slut.

At besøge Svalegangens dukketeater er som at blive indviet i en magisk hemmelighed. Alene dukketeatrets beliggenhed helt oppe under taget giver den fornemmelse. Publikum ledes op ad en stejl trappe, og etage efter etage afsløres små bidder af livet bag teateret. Man får et glimt ind i teatrets administration og kommer forbi en lejlighed, udenbys skuespillere kan bo i, mens de optræder på scenen på Svalegangen. At antallet af publikummer samtidig er begrænset, giver en fornemmelse af at være vidne til noget ganske særligt.

Teatersalen er lille - der er ikke plads til andet end et par håndfulde publikummer - men rummets beskedne størrelse passer naturligvis til den lille scene, historierne udspiller sig på. En miniaturescene lidt mindre end standardmålene for et moderne fjernsyn, men lige så smukt udsmykket som de store scener på landets gamle teatre. Der er en sans for detaljen i både scenografi og dukker, der fascinerer øjet gennem de cirka 45 minutter, de to juleforestillinger varer.

Dukketeatrets virkemidler er selvsagt begrænsede. Stemmer og musik er indspillet på forhånd, dukkerne kan drejes, men ikke bevæge arme og ben, tæppe og scenografi løftes op og ned ved hjælp af snoretræk, og en lang række små lamper kan tændes, slukkes og skrues op og ned for at vise alt fra aftenmørke over julelys og en ildebrand. Det er langt fra, hvad moderne børn er vant til, men de børn, der var til stede under premieren, blev alligevel fastholdt og kom med både gisp og hviskende kommentarer på de helt rigtige tidspunkter gennem næsten hele forestillingen. Kun mod slutningen af Peters Jul, der på Svalegangen spilles i versionen med musik af Michael Bundesen og Rasmus Schwenger, begyndte de at sidde uroligt i sæderne. Interessen vendte dog tilbage, da de efter forestillingen blev inviteret med om bag scenen og fik et indblik i teknikken.

En tur i dukketeatret er en velkommen påmindelse om, at man selv med få virkemidler og den rigtige historie kan fange iPad-generationen. Og selv om det er svært at vriste nutidens børn væk fra skærmene, talte min 7-årige teaterledsager på vejen hjem om, at han også ønskede sig et dukketeater, så han kunne spille små stykker derhjemme. På den måde må julemissionen siges at være lykkedes.

Nissen hos spækhøkeren og Peters Jul
Svalegangens dukketeater
Se spilleplan