Flere nyheder

 
Film
Kurs mod Michelin-stjernerne

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kurs mod Michelin-stjernerne
Tor. 10. dec. 2015


(Foto: Scanbox)

Med udsøgte billeder og et veldrejet drama er John Wells' film "Burnt" et godt eksempel på fortællingen om Michelin-kokken, der ikke vil gå på kompromis. En film om menneskelig stræben og også (en lille smule) om mad.

Vi har efterhånden fået ikke så få dokumentarer om Michelin-kokkenes kompromisløse jagt på perfektion. I film som El Bulli: Cooking in Progress (2010) ser vi en spansk mesterkok eksperimentere sig vej til næste sæsons menu, i den danske Verdens bedste kok (2011) forbereder Rasmus Kofoed sig til gourmetmesterskabet Bocuse d'Or, og i dette års Netflix-serie Chef's Table fortæller hver episode om anerkendte kokke verden over. Men når det kommer til fiktionsfilm, er historien om stjernekokkenes bedrifter ikke så udbredte, og Pixars fantastiske Ratatouille har indtil nu ligget lidt ensomt i feltet af film, der for alvor får tænderne til at løbe i vand. Burnt gør et nyt og hæderligt forsøg.

Den fallerede kok Adam Jones (Bradley Cooper) er steget til tops i Paris, har opnået to af de eftertragtede Michelin-stjerner - og i ungdommelig rus brændt alle broer igen. Nu skal han starte forfra i jagten på den tredje stjerne, og han har udvalgt en hotelrestaurant hos en gammel bekendt som sin kampplads. Han udser sig hurtigt en håndfuld kolleger, heriblandt den enlige og nævenyttige mor, Helene (Sienna Miller), og får dem samlet om sig i sit køkken. Herfra er der kun to forhindringer mellem ham og den endelige anerkendelse som trestjernet kok: fortidens dæmoner og de lunefulde anmeldere fra Michelin-guiden.

Ingen ved, hvem de er, eller hvornår de kommer, Michelin-mændene. Når tjenerne får færten af dem, går der et sug gennem køkkenpersonalet, og alle kniber ballerne sammen. Kritikernes sublime magt går ikke denne fortælling om restaurationsbranchen ram forbi, men er tværtimod det nav, historiens optrapning drejer sig om. Madkritikerne, konkurrencen og de rivaliserende kokke, der kæmper om pladsen som nr. 1.

Og maden? Selvfølgelig bliver der serveret ikke så få liflige billeder af kokkenes kreationer.

Særligt i starten leverer vores hovedperson små indsigtsfulde pointer om god mad og vores forhold til den. Som når hans kollega vrænger på næsen af Burger King, og han kommer med et sødt lille forsvar for proletariatets æde. Vi ser ham undersøge lokale råvarer, udforske gadekøkkeners hemmeligheder og smage sig vej til inspirationen. Men ellers er der ikke meget madnørderi, og det ville være en tilsnigelse at kalde denne film en fornøjelse for foodies.

Burnt handler om kokken som persona og Michelin-kulturen som mytologi. Kokkens stræben er drivkraften, michelin-stjernerne klimaks. Adam er en rigtig superkok, med alt hvad der dertil hører af afsindig stræben og en eksplosiv passion, der nogle gange går ud over folk omkring ham, og andre gange driver ham til flasken. Det er en stereotyp; kokken som (selv)destruktiv rockstjerne, der kun accepterer perfektion. Men kompromisløsheden er fascinerende og gør en spændende film.

Havde den ikke været en af de første fiktionsfilm om dette madmiljø, ville den ikke skille sig ud med sin klassiske historie om storhed og fald. Men tænder man på lækre billeder af knoklen i køkkenet, er der god grund til at tage i biografen og heppe på Adams jagt på den tredje stjerne.

BURNT
Se spilletider
Se filminfo