Flere nyheder

 
Film
Star Wars: The Force Awakens

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Star Wars: The Force Awakens
Ons. 16. dec. 2015


(Foto: Image.net)

Så er den her - den første "Star Wars"-film i 32 år, som er værd at snakke om. Disney har overtaget skuden, hvilket gør "Star Wars: The Force Awakens" til den første film i sci-fi-sagaen uden George Lucas bag roret; en mand der vel at mærke har været både elsket og hadet. Elsket for at skabe det enorme univers bag filmene. Hadet for den seneste trilogi og de animerede "Clone Wars"-film og -serier. Nummer syv i rækken gør det nemt for de fleste fans at elske Disneys startskud på en ny håbefuld tid. Men tag ikke fejl; dette er også kalkuleret marketing på et enormt højt niveau, hvor der lefles rigeligt for fansene.

Uden den mindste antydning af prequel-filmene fra 00'erne, fortsætter Star Wars: The Force Awakens, hvor den sidste gode Star Wars-film, Return of the Jedi fra 1983, sluttede. Handlingen er sat 30 år senere. Flere handlingstråde bliver åbnet for at føre Star Wars anno 2015 sikkert i havn. Dog vil jeg ikke afsløre noget her. Trådene er nemlig helt oplagte og enormt forudsigelige i bestræbelserne på at ramme vidt og bredt. Star Wars: The Force Awakens vil - og skal - nå meget på lidt over to timer.

Lad det være sagt med det samme: Når Star Wars: The Force Awakens gør det godt, er den fænomenal. Når den gør det mindre godt, ja - så er det påfaldende dårligt. Heldigvis bydes der på overvejede fænomenale eventyrlige oplevelser, der når op på niveau med den go'e gamle trilogi.

Præsentationen af det mægtige univers bag er en ud-af-kroppen-oplevelse. Effektarbejde er aldrig før set så ekstraordinært. Ja, der er et par enkelte bluescreen-optagelser, der er lidt for iøjnefaldende, men det er virkelig promiller i et vanvittigt design, der fortryller og opsluger. Dette følges der op på med et overjordisk suverænt stykke arbejde ud i lyden. Sammen er dette en magtdemonstration af de helt store. Selvom John Williams' score er en småkedelig gentagelse af det oprindelige score, er det umuligt ikke at få et sus i maven i genkendelses glæde over brugen af det legendariske tema i åbningsteksten.

Det er også lykkedes at sammensætte en suveræn gruppe eventyrere, der skal overtage stafetten fra popkulturelle ikoner såsom Luke, Han Solo, Chewie og Leia. Harrison Ford og Carrie Fischer er tilbage på pletten igen og sikrer at overleveringen sker i den helt rette ånd. Daisy Ridley som den gæve Rey er et fund, John Boyega som Stormtrooper-afhopperen Finn tilfører tilpas med komiske indspark, og Oscar Isaac er spændende som uortodoks og kæk pilot fra modstandsbevægelsen. Filmens komiske timing er en fryd, uden at det bliver fornærmede påtaget - karakterne er en eminent refleksion af dette.

Ingen Star Wars-film uden skurke, og her bydes på den klassiske "mester/lærling"-kombi, som set i seks omgange tidligere. Skurkene er samtidig en af filmens allerstørste svagheder. Adam Driver klarer det glimrende som den mystiske Kylo Ren, så længe han har hjelm på. I det den bliver taget af, reduceres karakteren til en fornærmet teenager, der har fået stuearrest. Der bliver trampet hårdt og hysterisk utroværdigt i gulvet, mens han aldrig bliver lige så troværdig og dermed ikke integreret helt vellykket i et perfekt univers. Over-Sith-skurken Snoke ses kun i ikke særligt imponerende glimt via den klassiske hologram-telefon og lover heller ikke alt for godt.

Star Wars er en institution og fyldt til randen med rørende nostalgi. Serien bør imidlertid være stærk nok til at byde på endnu mere end repetition af allerede mere end velkendte temaer, genbrug af karaktertyper og et forudsigeligt plot. Selvfølgelig skal de gamle film hyldes med referencer og fikse indslag - indimellem fylder det for meget i forhold til at bevise, at det ikke kun er universet og historien, der kan stå på egne ben. I stedet halter selve fortællingen iøjnefaldende meget, og som episk eventyr må det ikke ske. Ikke fordi fortællingen er et klassisk eventyr, men fordi der genbruges rammer, karakterer og sideplots i stor stil. Disney er en kalkuleret pleaser, men det er altså ikke nødvendigt - ikke med Star Wars-universet; i hvert fald ikke i så høj grad.

Når det er sagt, er Star Wars: The Force Awakens et forrygende eventyr, der trækker nostalgikortet og viser vejen for de kommende film. Trimmes et par småting ved historien og karaktererne i de kommende film, bliver det rigtigt godt. Fundamentet er lagt, og man kan umuligt andet end glæde sig over, at det er lykkedes igen. Bedre sent end aldrig, Lucas!

STAR WARS: THE FORCE AWAKENS
Se spilletider
Se filminfo