(Foto: Scanbox)
Nyeste værk fra den amerikanske auteur og filmskaber Quentin Tarantino er en meget lang, men også underholdende film, der måske ikke føjer noget væsentligt nyt til hans katalog. Men ses, det bør den.
Quentin Tarantino træder med sin film nr. 8 et skridt nærmere westerngenren, som han jo også med den foregående Django Unchained prøvede kræfter med. Men hvor det sidste værk nok var et mere kulørt bud på den klassiske genre, så er The Hateful Eight mere stram og kategorisk. Dette uden dog at følge slavisk i genrens fodspor, selvfølgelig, det er jo en Tarantino-film.
Filmens overordnede handling er ikke den store fortælling. Tiden er nogle år efter Borgerkrigen, hvor en diligence med dusørjægeren John Ruth og hans fange Daisy Domergue (Kurt Russell og Jennifer Jason Leigh) er på vej mod Red Rock. Men på grund af en voldsom snestorm er de nødsaget til at gøre et mellemstop ved Minnie's Haberdashery, der er en populær stoppost/kro for diligencer på vej gennem bjergpasset i Wyoming. På deres vej til Minnie's bliver det lille selskab udvidet med Major Marquis Warren (Samuel L. Jackson) og Chris Mannix (Walton Goggins), der begge er strandet i det tiltagende uvejr.
Da de ankommer til Minnie's, bliver de ikke mødt af ejeren, men i stedet af fire ukendte mænd. Herefter danner det isolerede træhus' hovedrum en klaustrofobisk kammerspilsagtig scene for historien og de begivenheder, som løbende afslører de enkelte karakterer og deres egentlige plads i fortællingen. Og ja, som filmen skrider frem, så bliver begivenhederne selvfølgelig også mere og mere voldsomme og blodige. Igen; det er jo en Tarantino-film.
Et særligt plus er, at fortællingen bæres frem af en i dag sjældent set tålmodighed. De forskellige figurer får rum og tid til at træde i karakter, hvilket Tarantino jo også normalvis godt kan lide. Og i The Hateful Eight bliver der i den grad gjort plads. Et minus er så, at de fleste personer i filmen ikke er specielt interessante eller dybe, og at der er alt for mange gentagelser i forhold til både dialog og scener.
Der, hvor filmen lægger op til overraskende momenter og input, der har man faktisk mere eller mindre regnet tråden ud på forhånd. Originalt er det bestemt ikke. Og den ret så konstante brug af ordet "nigger" bliver sgu lidt kedelig. Ja, Tarantino prøver igen at provokere med dette (og det lykkes nok på hjemlig grund), men hans forsøg på at væve lidt væsentlighed ind omkring emner som raceproblematik og lovmæssig retfærdighed, det holder ikke rigtig.
Og hele ideen med figuren Daisy Domergue kan nok også diskuteres. Som den eneste bærende kvindelige figur er hun stort set blot boksebold og prygelknabe i sammenhæng med en lang række ubehageligheder. Men for pokker, hvor spiller Jennifer Jason Leigh sin rolle godt.
Ja, Tarantino har måske nok de rigtige, humanistiske holdninger, men han har ingen intentioner om at lade disse større spørgsmål bære fortællingen. Når alt kommer til alt, så laver han nok efterhånden mere film, der refererer til ham selv.
Men når dette er sagt, så er det en rigtig god film. Tarantino er forelsket i klassisk cinematografi, og det kommer fuldt til udtryk med dette værk. Det er en film, der bevæger sig mellem hvidt og brunt, hele tiden med en optik, som griber efter det nære. Og man bliver grebet. Det er måske mere form end indhold, men det virker.
THE HATEFUL EIGHT
Se spilletider
Se filminfo
