(Foto: Costin Radu)
Med Den Kongelige Ballets opsætning af Bournonvilles "Sylfiden" og Balanchines "Tema og variationer" samme aften får man lov til at nyde noget af det ypperste inden for traditionen, samtidig med at de to vidt forskellige værker viser ballettens spændvidde som kunstart.
Siden Sylfiden af August Bournonville blev opført første gang på Det Kongelige Teater i 1836, er den blev danset 840 gange og er med rette et af Den Kongelige Ballets fineste arvestykker. I Nikolaj Hübbes opsætning fra 2014 gør han dog op med den romantiske tradition gennem en ny, minimalistisk scenografi af Bente Lykke Møller.
Alt er holdt i sort, grå og hvid. Det eneste levende er dansernes hud, øjne, læber. Resten må man tænke sig til. Alligevel drages man hurtigt ind i historien om James, der bliver så besnæret af Sylfiden, at han stikker af fra sit bryllup med den fornuftige og almindelige Effy. Og der er ikke noget at sige til, at han flygter fra det mørke kirkerum og springer ud ad vinduet, ud i lyset, for at fange Sylfiden. Amy Watson som Sylfiden er billedskøn og danser så let og yndefuldt, at man næsten må tro, at vingerne på ryggen er ægte.
Sylfiden erklærer inderligt James sin kærlighed. Alligevel undviger hun, hver gang han vil tage hende i sin favn. I sin frustration lader James sig forlede af den onde troldmand Madge og vikler et fortryllet hvidt slør om Sylfiden for at fange hende. Men hun taber vingerne og dør. Og James segner om af sorg.
Hvor Sylfiden er en dramatisk historie, der virkelig kræver, at danserne er i stand til at fortælle med deres mimik og bevægelser, er Tema og variationer af George Balanchine fra 1947 en imponerende demonstration af dansernes tekniske kunnen og musikalitet.
Efter lige at have oplevet Bente Lykke Møllers stilrene, sort-hvide scenografi og kostumer i Sylfiden var det - overraskende nok - lidt at en skuffelse at vende tilbage til ballettens mere traditionelle guld, glitter og krystallysekroner.
Til gengæld fik man virkelig at se, hvor dygtige danserne rent faktisk er i et stilrent og yderst krævende værk - lige fra den imponerende pas de deux af J'aime Crandall og Jón Axel Fransson til den pompøse finale med alle 26 dansere. Alt sammen til tonerne af Pjotr Tjajkovskijs Suite for orkester nr. 3 i G-dur.
SYLFIDEN & TEMA OG VARIATIONER
Det Kgl. Teater, Gamle Scene samt turné
Se spilleplan
