(Foto: Scanbox)

Paolo Sorrentino, manden bag mesterværket "La Grande Bellezza", er tilbage med endnu en perle om det at blive gammel og acceptere, at livets bedste øjeblikke muligvis er bag en. Michael Caine og Harvey Keitel er de to kreative venner, Fred og Mick, som sammen reflekterer over tilværelsen.

Fred Ballinger (Caine) er en succesfuld komponist og dirigent, som efter mange år i rampelyset har trukket sig tilbage og nyder sit otium på et hotel i de schweiziske alper. Hotellet er kendt for at være et sted, kulturpersonligheder og kunstnere kommer til, når de har brug for at gemme sig for offentligheden eller blive inspireret til deres næste værker. Freds livslange ven, filminstruktøren Mick Boyle (Keitel), opholder sig også på hotellet i et forsøg på at lægge sidste hånd på den film, som skal opsummere og sammenkæde alle hans værker. Sammen med Freds datter, en ung misforstået skuespiller og en tidligere fodboldstjerne, kredser hverdagen omkring samtaler om livet og eksistensen, mens aftentimerne bliver slået ihjel med talentløse shows med musik og dans. Hotellet har tydeligvis ændret sig lidt, siden Thomas Mann beskrev det og dets patienter i Der Zauberberg. Fremtiden fylder ikke meget i Freds liv, og de fleste af samtalerne handler om den ungdomskæreste, der slap væk, samt de folkekære kompositioner, som han bliver husket for, men ikke længere vedkender sig.

Det giver ikke rigtig mening at skulle forklare yderligere, hvad handlingen i Youth går ud på. Plottet er relativt udramatisk, og opbygningen af filmen følger ikke de sædvanlige opskrifter, som Hollywood benytter sig af, og det er netop det, der gør Youth så behagelig en film. Som vi kender det fra Sorrentinos tidligere film, behøver der ikke ske meget, før man føler meget. I forhold til La Grande Bellezza er der skruet en halv til en hel gang ned for absurditeten, men man er stadig ikke i tvivl om, at Sorrentino har lånt et par sider fra Federico Fellinis håndbog. De flotte panoreringer rundt på hotellet og over det schweiziske alpelandskab, samt de laissez-faire dialoger minder på mange om Fellinis bedste øjeblikke.

Endelig, fristes man til at sige, er der også en instruktør, der har påtaget sig opgaven at skrive en ordentlig karakter til Michael Caine. Udover de ligegyldige optrædener i Batman-filmene, har Michael Caine ikke spillet en mindeværdig rolle siden The Quiet American i 2002. Det samme kan man sige om Harvey Keitel. På nær nogle små hyggelige gæsteoptrædener, har Keitel ikke spillet så godt, siden de første par Tarantino-film. At Sorrentino har fået begge de aldrende herrer op på dette niveau, bør inspirere andre instruktører til at se sig om efter tidligere stjerner, som stadig kan funkle på trods af deres støvede udseende. Som en fodnote skal det også nævnes, at Rachel Weisz spiller sin bedste rolle siden The Constant Gardener fra 2005, og man undres ligeledes over, hvorfor hun ikke har flere mindeværdige roller på cv'et de seneste år.

Youth er ikke ligefrem nogen opløftende film, men en film som meget godt beskriver, hvordan det må føles, når man ikke har ligeså meget at give verden, som man havde tidligere. Følelsen af at være på vej til at blive overflødig og et minde, samt stadig at fortryde de fejl, man begik, og forkerte valg man traf, er i allerhøjeste grad filmens DNA. Det er en historie og et tema, som Sorrentino tydeligvis er en mester i at beskrive, og hvis hans kommende film holder samme niveau, er det bare at læne sig tilbage og begejstret undre sig over, hvordan en 45-årig mand kan beskrive alderdom så deprimerende og smukt på samme tid.

YOUTH
Se spilletider
Se filminfo